Kendt modeljernbane har indtjent 61.500 kroner – og nu sender DSB og borgmesteren pengene videre
Siden 1962 har modeljernbanen på Aarhus Hovedbanegård været en indbringende attraktion – og som traditionen foreskriver, bliver pengene fra modeljernbanen nu igen uddelt til lokale organisationer.
De fleste, som gennem årene har været forbi Aarhus Hovedbanegård, har nok også på et eller andet tidspunkt fået øje på den bane med modeltog, der er at finde inde i den centrale bygning fra 1927.
Engang skulle man kaste mønter ind i jernbanen for at få toget til at køre. I dag kan man dog også bruge kreditkort. Men banen kører altså stadig – og det har den gjort i mere end 60 år.
Og vanen tro bliver de mange penge, som banen tjener ind i løbet af året, nu igen også delt ud til velgørenhed ved juletid, og som traditionen foreskriver, er det Aarhus’ borgmester, der onsdag får glæden af at kunne overrække togpengene.
Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
61.500 kr. er det beløb, som i år skal fordeles ligeligt mellem otte organisationer, og de modtager altså hver 7.687,50 kr.
Sidste år indtjente banen 56.420 kr.
»Uddelingen af årets togpenge er en smuk juletradition og en dejlig mulighed for at anerkende den flotte indsats, som byens engagerede frivillige hver dag yder for at støtte og inddrage nogle af dem, der har det svært i byens store fællesskab. En stor tak til de frivillige og til DSB, der igen i år generøst har doneret overskuddet fra modeljernbanen på Aarhus Hovedbanegård til velgørende formål. Det er påskønnet,« siger Aarhus’ borgmester Anders Winnerskjold (S).
De otte organisationer, der modtager pengene fra modeljernbanen, understøtter alle fællesskaber og arbejder for at reducere isolation blandt særligt børn og unge.
»I DSB har vi en årelang tradition for at donere overskuddet fra modeljernbanen til velgørende formål. Overgangen til kontaktløs kortbetaling har gjort det lettere at bidrage, især i en tid hvor færre bruger kontanter. Det glæder os, at vi i år kan præsentere et flot overskud. Det er noget, som vi i DSB er meget glade for og stolte af,« siger Per Ubbe Vestergaard, chef for DSB Stationsservice.
Overrækkelsen finder sted onsdag 10. december kl. 11-12 på Aarhus Hovedbanegård i ventesalen, hvor de otte organisationer vil være repræsenterede og Aalborg Jernbane Orkester spiller op.
Den populære modeljernbane har eksisteret siden 1962 på Aarhus Hovedbanegård og er i dag ejet af Jernbanemuseet i Odense (DSB). Modeljernbanen serviceres og vedligeholdes af Stationsservice.