Butikken bliver kæmpe: Nu ligger åbningen af ny Billigblomst fast
Den nye butik vil være betydeligt større end den nuværende og byde på flere faciliteter.
Billigblomst er i samarbejde med Hanssen Ejendomme ved at opføre en ny, kæmpestor butik på Juventusvej i Paderup ved Bone’s og Bauhaus.
Det nye plantecenter omfatter 5.000 kvadratmeter under tag, bestående af et udplantningsdrivhus, et rummeligt butiksområde og personalefaciliteter.
Hertil kommer yderligere 3.000 kvadratmeter udendørs areal samt et nyanlagt parkeringsområde med omkring 170 parkeringspladser.
Det er en væsentlig opgradering i forhold til kædens nuværende butik på Marsvej.
Og nu ligger åbningsdatoen fast. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Åbningen finder sted fredag 6. marts 2026 klokken 6 - og kæden lover gode tilbud hele den weekend.
I gang i et år
Billigblomst ønskede at bygge en ny og større butik i Randers, da kapacitetsudfordringer gennem længere tid har begrænset udviklingsmulighederne i den nuværende butik.
Derfor underskrev Brian Reenberg, der er ejer af Billigblomst, og Michael Andersen, der er direktør i Hanssen Holding, lejekontrakten på den nye butik for lidt over et år siden.
Forleden var der så rejsegilde på den nye butik. Her udtrykte projektchef Kenneth Rosenkrantz de Lasson fra Hanssen Ejendomme stor tilfredshed med projektets fremdrift og rettede en tak til alle involverede parter.
Ved samme lejlighed understregede centerchef i Billigblomst Randers, Carsten Rask Laursen, den positive oplevelse af samarbejdet.
»Samarbejdet omkring byggeriet har fra starten været præget af stor professionalisme og klare fælles mål. Projektet udvikler sig præcis som planlagt, og vi sætter stor pris på den indsats og dedikation, der lægges i hver enkelt fase. Vi glæder os meget til at tage det nye plantecenter i brug og byde kunderne velkommen i endnu bedre rammer,« sagde han.