Fortsæt til indhold

Isen hitter igen i Musikhusparken

En større bane, bedre is og nye faciliteter trækker både erfarne skøjteløbere og nysgerrige nybegyndere til den nye skøjtebane i Musikhusparken i Aarhus.

Kultur og byliv

»Julesneen falder ned, det skulle den helst ved juletid.«

Fra en højtaler lyder titelmelodien til TV-julekalenderen Absalons Hemmelighed.

Og selvom aarhusianernes eventuelle snedrømme endnu ikke er gået i opfyldelse, er der hvidt, koldt underlag at finde, hvis man kigger mod Musikhusparken, hvor den nye skøjtebane er taget flittigt i brug.

»Hvem kommer først til den anden ende?« Spørger en dreng til sine venner, mens de holder om rælingen.

»Okay, tre, to, en,« råber de, og på et øjeblik er de væk.

Foto: Emilie Toldam Futtrup

Mere idyllisk kører far og datter rundt hånd i hånd. Et lyskædebeklædt træ lyser isen samt glade og koncentrerede ansigter op, og fire veninder holder tæt fast i hinanden, mens den yderste fisker mobilen op af lommen og tager et billede.

En stor træbænk udgør banens ene side, hvor trætte fødder og nissehuer kan få et hvil, mens der danner sig en sen eftermiddagskø til skøjteudlejningen.

På bænken sidder også 19-årige Sara Meihack-Jensen og 20-årige Emma Aasberg Callesen. De har taget proviant med. Det skal til, når man ikke kan lade være med at skøjte i timevis næsten hver dag.

»Den nye skøjtebane er meget bedre end den gamle – den er større, isen er bedre, og der er mange flere faciliteter,« siger Sara Meihack-Jensen.

Emma Aasberg Callesen er tidligere eliteskøjteløber, og hun elsker at have en skøjtebane i centrum af sin by. Foto: Emilie Toldam Futtrup

At der nu er varme, rene toiletter, en kiosk og en lille varmestue ved siden af isen betyder meget for hele oplevelsen, bliver de to skøjteentusiaster enige om.

Sara Meihack-Jensen og Emma Aasberg Callesen kender hinanden fra Aarhus HF og VUC, hvor de stadig går, og så har de det tilfælles, at de har svært ved at lade skøjterne blive hjemme.

Denne eftermiddag har de været på isen i tre timer, og de har planer om at komme tilbage i aften. Når man ikke længere kan leje skøjter, og der dermed ikke er helt så mange nybegyndere og mennesker generelt.

Emma Aasberg Callesen synes, at isen er lækker. Der er ingen store huller, som der ellers er på mange offentlige skøjtebaner. Og Emmas ord kan man godt tage for gode varer. Hun er tidligere eliteskøjteløber, indtil en knæskade satte hende midlertidigt ud af spillet.

Foto: Emilie Toldam Futtrup

Det er to år siden, man sidst har kunnet stå på skøjter i Musikhusparken, og det har manglet, fortæller de to kvinder. For dem er det at komme på glatis afstressende. Og så synes de, at der er en særlig stemning i vinterudgaven af Musikhusparken.

»Der kommer alle mulige mennesker her – familier med små børn, unge, gamle, besøgende fra andre lande. Den nye park og skøjtebanen er et stort samlingspunkt, og de har lavet det så meget mere inviterende,« siger Sara Meihack-Jensen.