Fortsæt til indhold

Sangprojekt for udviklingshæmmede hitter - øger selvtillid og social trivsel

Projektet 'Sangglæde for alle' bredes nu ud til flere bosteder for udviklingshæmmede i Skanderborg, Aarhus og Odder.

Kultur og byliv
bo

’Sangglæde for alle’ – et storstilet projekt med sang på bosteder for udviklingshæmmede – startede som et pilotprojekt på fire bosteder i Skanderborg Kommune. Nu skal de positive erfaringer med støtte fra flere fonde bredes ud til bosteder i Aarhus og Odder Kommune.

Siden efteråret 2024 har ’Skanderborg Synger’ kørt et pilotprojekt, hvor musikere bragte sang ud til udviklingshæmmede voksne på bosteder i Skanderborg Kommune.

Projektet har til formål at modvirke ensomhed. Det viser sig, at fællessang øger selvtilliden, øger social trivsel og booster fællesskabet blandt deltagerne.

Og brugerne er meget glade for tilbuddet. Agnete Müller, som har Downs Syndrom og bor på et bosted i Skanderborg, er en af dem, som har været med i første runde af ’Sangglæde for alle’.

»Jeg kan godt li’ musik og sang. Jeg synger med i stor stil, jeg er god til at synge. Jeg kender de gamle sange, og vi kan bestemme, hvad vi vil synge. Jeg kender de andre, der er med, så det er hyggeligt. Jeg vil smadder gerne have, at det bliver ved,« fortæller hun.

Evalueringen af det første forløb har været så positiv, at sangkraftcentret ’Skanderborg Synger’ ønskede at fortsætte og udbrede projektet.

De søgte derfor fondsmidler til at fortsætte projektet og brede det ud i samarbejde med Odder Kommune og Musikskole samt Sangkraft Aarhus.

»Vi er utrolig glade og taknemmelige over, at fondene har taget så godt imod vores projekt, ’Sangglæde for alle’. Vi kan nu, med donationer fra Gl. Skanderborg Fonden, Østifterne og Velliv Foreningen udfolde projektet, som er startet i november, til flere kommuner. Vi kan næsten ikke få armene ned,« fortæller Alice Vestergaard, der er daglig leder af ’Skanderborg Synger’.

Gennem det næste års tid vil sangere og musikere fra hver kommune bringe sangglæden ud til de forskellige bosteder cirka en gang om måneden, hvor de synger med beboerne i et uformelt sangfællesskab. Her handler det om at facilitere og formidle sangglæde og give beboerne mulighed for at få indflydelse på, hvilke sange de synger.

»Netop det, at det foregår lokalt på bostederne har været en del af projektets DNA,« forklarer Alice Vestergaard.

»Det har været vigtigt for os at ’Sangglæde for alle’ også skulle være tilgængelig for de borgere, der ikke er så mobile. Vi glæder os til at se projektet blomstre såvel i Skanderborg som i vores nabokommuner, Odder og Aarhus.«