Fortsæt til indhold

Det er slut - Gratisbutikken lukker: »Skolen skal bruge lokalerne og kommunen har ikke et andet sted, vi kan være«

Gratisbutikken ved Niels Ebbesen Skolen lukker permanent på onsdag. Efter 10 år og seks flytninger er det ikke lykkedes at finde et nyt sted at drive butikken videre.

Kultur og byliv
bo

Dansk Flygtningehjælps Gratisbutik på Niels Ebbesen Skolen lukker permanent onsdag 17. december. Det oplyser Karna Friis, formand for Dansk Flygtningehjælp Skanderborg i en pressemeddelelse.

Årsagen er, at skolen har brug for de to små lokaler ved siden af hallen, som Gratisbutikken har til rådighed. Skanderborg Kommune har ikke umiddelbart tilbudt, at Gratisbutikken kan være på en anden placering, og da det samtidig er sjette gang, Gratisbutikken er blevet bedt om at flytte, har de frivillige valgt at kaste håndklædet i ringen.

»Som forening er vi rigtig kede af, at vi skal sige farvel til vores Gratisbutik og til de fællesskaber den bærer. Det er meget ærgerligt, at vi i en kommune, der ønsker fællesskaber, må sige farvel. Vi har fået mange henvendelser om, hvor stort et savn det bliver, men uden lokaler, ingen butik,« konstaterer Karna Friis.

I ti år har en gruppe dedikerede frivillige indsamlet tøj, køkkengrej, service, møbler og meget andet med det formål at donere det til flygtninge, der ankommer til Skanderborg Kommune.

Gratisbutikken er startet op af Inge Søndergård Pedersen og Jette Voss Pedersen, der begge er frivillige i Dansk Flygtningehjælp. De havde øje for det store behov for tøj og udstyr, en flygtningefamilie har, når de ankommer til Skanderborg med kun det allermest nødvendige.

Gratisbutikken er ikke kun et sted, hvor man kan hente gratis tøj og udstyr. Det er også et fællesskab på tværs af kulturer, hvor mennesker med integrationsbaggrund kommer for at tale med de frivillige, få rådgivning og blive klogere på dansk kultur og det danske samfund. Arkivfoto

Inge og Jette samlede en flok frivillige, som de seneste ti år har stået for indsamling af genbrug, der er givet videre til borgere med integrationsbaggrund.

Men Gratisbutikken er meget mere end en butik, hvor man kan hente gratis tøj og udstyr, understreger Karna Friis.

»Gratisbutikken er et frivilligfællesskab på tværs af kulturer og et samlingssted. Et sted, hvor mennesker med integrationsbaggrund kommer for at tale med de frivillige, få rådgivning og blive klogere på dansk kultur og det danske samfund.«