Halal-hottere er et hit: Byens første halal-pølsevogn sælger alt fra hotdogs til bøfsandwich
Kunderne har alle mulige nationaliteter og religioner. Måske fordi halal-hotterne har det helt rigtige knæk.
Aarhusianske Sabina Hemerit Sadek blev straks begejstret, da hun besøgte Københavns halal-pølsevogn på Nørrebro.
Hun har i tre år drevet spisested først i Horsens og siden i København, hvor hun serverede egyptisk mad. Men det har hun skiftet ud med den muslimske pølse, som hun serverer i en klassisk pølsevogn.
»Jeg blev bare hooked på halal-pølsevognen i København og spiste der næsten hver dag. Jeg ville tilbage til Aarhus, og han havde en ekstra vogn, jeg kunne få lov til at købe. Det kunne jeg ikke sige nej til,« siger Sabina Hemerit Sadek, der er muslim.
Hun har i samarbejde med Byens Halal Pølser i København åbnet i Aarhus i september, og kunderne har taget godt imod både halalpølserne og vognen.
Den står fast i Otte Ruds Gade ved indgangen til Trøjborg Centret fem dage om ugen.
»Jeg tror, at Trøjborg har savnet en pølsevogn. Her kommer folk af alle nationaliteter og religioner for at spise. Unge, ældre og børnefamilier. Mine første kunder var to ældre danske herrer, og de kommer stadig flere gange om ugen. Jeg er faktisk ikke sikker på, at de har bemærket, at her sælger vi halalpølser,« siger hun med et smil.
Tilbage til 1970’erne
Sabina Hemerit Sadek har en række stamkunder. Hun oplever, at de holder af at hænge i pølsevognen som i de gode gamle dage.
»Tænk at noget så gammelt er et hit igen. De unge muslimer synes, det er sjovt, at de nu kan være med her i pølsevognen,« fortsætter hun, der lægger vægt på, at oplevelsen skal være så tæt på dem, man kunne få i 1970’ernes populære pølsevogne. Der var syv gange flere vogne dengang end de 100, vi har i dag.
»Den københavnske halalpølsemand er slagter og har udviklet opskriften på halalpølserne, så de smager helt rigtigt. Og så de har det autentiske knæk,« forklarer Sabina Hemerit Sadek.
Halalhotteren er et hit
Avisens udsendte tager hende på ordet og køber en stegt pølse med brød. Den giver rent faktisk det knæk, mange af os forbinder med en pølse.
Valget er faldet på en chili cheddar pølse, som smager rigtig godt af chili og cheddar og derfor ikke så meget af halalkylling. De rå og ristede løg sammen med syltede agurker og forskellige dressinger giver oplevelsen af en klassisk ristet med det hele.
I pølsevognen kommer også Aiman Baddour og Mohammed Bilbasi, der gerne vil opleve deres livs første pølsevognspølse.
Aiman Baddour tager et foto af sin pølse foran pølsevognen, før han fortærer den. Det er oplagt at dele halalnyheden på de sociale medier.
»Den smager godt, men vi kan ikke sammenligne med de klassiske pølser, for dem spiser vi ikke. Det er kun sket en eneste gang i mit liv, og det var ved en fejl. Det er så længe siden, at jeg ikke kan huske, hvordan den smagte,« ler Aiman Baddour og hans ven.
De synes begge, at halalhotteren er et hit.
Man kan besøge Byens Halal Pølser i Aarhus fem dage om ugen - de to andre dage står der en fiskehandler.
Sabina Hemerit Sadek er på pletten mandag, onsdag og torsdag klokken 11-20 og i weekenden klokken 12-22.
Man kan også møde hendes nevø, der giver en hånd med.
»Han vil hellere arbejde, end han vil gå i skole, så jeg har efter aftale med hans skole ansat ham en dag om ugen plus nogle timer. Det er en fin aftale for alle parter,« siger Sabina Hemerit Sadek med et efterfølgende smil.