Nu åbner ny ølbar i gågaden
Det eneste, der mangler, er bevillingen.
Det ligger ikke helt fast, men Jesper Stoltenberg håber, at den nye ølbar Tap 8500 kan åbne i Østergade i Grenaa på torsdag 15. januar.
»Vi venter på bevillingen. Sådan er det med myndigheder. Der er mange, der skal spille sammen, så det er et større puslespil,« siger han.
Han er medejer af bryggeriet Bryg365, der ligger i Hørning, og nu har bryggeriet i samarbejde med nogle lokale kræfter altså valgt at åbne en ølbar i Grenaa.
»Jeg bor selv syd for Skanderborg, så vi kiggede egentlig på noget i Horsens, da mæglerne fortalte, at han lige havde fået den her ind i Grenaa. Der skulle ikke rigtig gøres noget ved lokalerne, men det er godt nok langt væk, så det kunne ikke lade sig gøre uden nogle lokale, der kunne se sig selv i projektet,« siger han.
Derfor hjalp mægleren med at finde to lokale kvinder, som kommer til at drive baren. Den ene, Lonny Engelbrekt Skjerning Jensen, er desuden blevet medejer. Jesper Stoltenberg vil være i baren nogle torsdage, hvor han blandt andet kommer til at stå for ølsmagninger.
»Det bliver en aktiv ølbar. Der vil være livemusik, ølquiz, temaonsdage, dart, alt-hvad-du-kan-spise-smørrebrød om lørdagen, open mic-arrangementer, og hvad pokker vi ellers kan finde på,« siger han.
Det perfekte sted
Ølbaren vil selvfølgelig servere nogle af Bryg365s egne øl, men der vil også være øl fra andre bryghuse i Danmark og udlandet i de 16 haner. Det er desuden meningen, at øllene bliver skiftet ud hver måned.
Til dem, der ikke drikker øl, er der også vin, cider, gin og tonic, kaffe og så videre.
»Det ligger i gågaden, så det er et perfekt sted. Der er ikke noget lignende i forvejen, og vi kommer til at satse lidt på en caféstemning men med fokus på øllen,« siger Jesper Stoltenberg og fortsætter:
»Ølbarer kommer nok til at være efterfølgeren til de brune værtshuse, så hvis man skal drive en beværtning, er det nok sådan, man skal gøre i dag.«
Hvis baren Tap 8500 kommer til at gå godt, håber han, at det kan udvikle sig, så der også kan komme ølbarer i for eksempel Randers og Aarhus - så kommer de selvfølgelig til at hedde henholdsvis Tap 8900 og Tap 8000.