Fortsæt til indhold

Særlig street-butik lukkede efter 39 år. Men nu åbner en ny en af slagsen på samme adresse

Magos Skateshop åbner, hvor »Danmarks ældste skate shop« har holdt til årtier.

Kultur og byliv
am

Skate House, som også kalder sig »Danmarks ældste skate shop«, lukkede sin Aarhus-forretning i slutningen af 2025.

Forretningen, der blev grundlagt i 1986 i Aarhus, solgte fra adressen i Guldsmedgade i hjertet af byen skateboards, streetwear-tøj og skatesko.

Skate House oplyste dog, at man fortsatte sin forretning i Odense.

»Men fortvivl ikke, der arbejdes på en ny skateshop på samme adresse til start 2026,« skrev Skate Houses ejer Morten Erhardsen i et Facebook-opslag om butikslukningen sidste år.

Nu er det officielt, at der kommer en ny skateshop på adressen i Guldsmedgade.

31. januar åbner Magos Skateshop, det fremgår af en pressemeddelelse.

I forretningen kommer der bl.a. til at være et indendørs fortov, en betonstøbt quarter pipe - som er en slags skaterampe - og en væg med over 30 farverige skateboards.

»Et mødested for byens skatere«

Man kommer med andre ord ikke til at være i tvivl om, at man træder ind i en skateshop, når man kommer ind ad døren i kælderen på Guldsmedgade 28.

»Med butikken håber jeg at kunne inspirere og gøre folk nysgerrige på skateboardkulturen. Vi har bogstaveligt talt trukket gaden ind i butikken og forsøgt at give de besøgende en smagsprøve på kulturen. Måske får de endda selv lyst til at kaste sig ud i at prøve skateboarding eller lave et drop på vores minirampe,« fortæller Aksel de Magos, som står bag Magos Skateshop.

Aksel de Magos har skatet siden barndommen, og for ham er det en drengedrøm, der går i opfyldelse ved at åbne sin egen butik og på den måde også bidrage til miljøet, han selv har været en del af i mange år.

»Skatemiljøet i Aarhus har manglet et samlingspunkt. Derfor skal Magos Skateshop ikke kun være en butik, men et mødested for byens skatere. På sigt vil vi gerne afholde konkurrencer, vise videopremiere og generelt skabe plads til fællesskabet,« siger han.

I butikken kan du bl.a. finde skateboards, hardware, streetwear og sko fra mærker som Volcom, Vans og New Balance.

Og i forbindelse med åbningen 31. januar kommer der også til at være indendørs skatekonkurrence, friskbagte pizzaer og kolde drikke på hanen, skriver Magos Skateshop.