Nu har personalet i Den Gamle By fået nyt tøj
I vinterferien er der premiere på det nye tøj til de ansatte i den gamle by, so m skal være en del af historiefortællingen.
I vinterferien er der premiere på Den Gamle Bys medarbejdertøj. Det nye tøj er designet specifikt til den gruppe ansatte, som ikke er en del af den historiske levendegørelse, og derfor hidtil ikke har båret historiske dragter.
Det er serverings- og servicepersonalet i museets restauranter, butikker og billetsalg, som i deres nye arbejdstøj nu er klar til at tage imod vinterferiegæsterne.
Det skriver Den Gamle By i en pressemeddelelse.
Det nye arbejdstøj består af tre forskellige veste til henholdsvis mænd og kvinder.
1864-vesten til damer er inspireret af den tætsiddende bul, som køkkenpigerne bar på den tid, og til herrerne er der en enkeltradet vest, som en gårdskarl kunne have haft på.
Vestene fra 1927 følger de linjer, som prægede moden i 1920’erne med en lang damevest med sjalskrave og en dobbeltradet herrevest.
1974-versionen er en mønstret strikslipover til både mænd og kvinder. Og den samme lyse hørskjorte uden flip går igen under alle vestene, og den er designet i både en kort- og en langærmet version.
Matcher fortællingen
Det er Malene Vestergaard Redder, som har designet det nye tøj.
»Vores kollegaer får hver to af vestene, og vi hjælper folk med at finde ud af, hvad der klæder dem, og hvad de føler sig godt tilpas i. Vi skal ramme så mange kropstyper og aldre som overhovedet muligt, så vi har hele seks størrelser,« siger hun.
June Ekensteen Nielsen er butiksassistent i Den Gamle By, og hun vælger vestene fra 1864 og 1927, da hun er til prøvning hos Malene Vestergaard Redder på skræddersalen.
»Jeg synes, det er hyggeligt at få en snak med vores gæster og være en del af den gode fortælling, og når vi nu får noget arbejdstøj på, der matcher fortællingen, så tror jeg, det hele bliver mere sammenhængende, både for os og for gæsterne,« siger June Ekensteen Nielsen.
Det gør hendes kollega fra museumsbutikken, Signe Dige Marqvorsen også. Hun vælger den strikkede slipover fra 1974 og vesten fra 1864.
»Jeg tror det bliver godt, at vi kommer til at passe lidt mere ind i det historiske billede. Man kan også mærke, at det her er gode materialer og flot håndværk, så det er virkelig dejligt,« siger Signe Dige Marqvorsen.
Også Den Gamle Bys direktør, Julie Rokkjær Birch ser frem til, at de historisk inspirerede dragter bliver vakt til live.
»Med de nye uniformer integrerer vi historiefortællingen, så medarbejderne visuelt også bliver historiefortællere. På den måde kommer tøjets udtryk til at understøtte helhedsoplevelsen for gæsterne,« siger hun.
Der er blevet syet 1000 skjorter og næsten 600 veste, som Den Gamle Bys skræddersal har udviklet og produceret i tæt samarbejde med den aarhusianske modevirksomhed Bruuns Bazaar.
Projektet er støttet af C.A.C.Fonden og Tage Vanggaard og Hustrus Fond.