Gnags, Lars Lilholt, Gobs og Peter Sommer – Smukfest afslører 14 nye navne
»Vores offentliggørelse i dag er en rigtig Smukfest-pulje,« siger Smukfests musikchef, Mikkel Xavier.
Smukfest har offentliggjort 14 nye navne til sommerens musikprogram.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra musikfestivalen.
Blandt de nye navne på festivalplakaten finder man en række etablerede danske artister som eksempelvis Gnags, Drew Sycamore, Gobs og Saveus, men også to artister med hjemmebanefordel i det skanderborgensiske.
For både bysbarnet Peter Sommer og Lars Lilholt fra Gammel Ry kigger også forbi Bøgeskoven i Skanderborg til august.
Derudover har musikfestivalen også booket en række nyere artister blandt de 14 nye navne, herunder Annika, Kedde, Benny Jamz og trioen Smag på dig selv.
»Vores offentliggørelse i dag er en rigtig Smukfest-pulje. Jeg kender ikke andre festivaler, der præsenterer Annika, Lars Lilholt og Smag på dig selv side om side, bare for at nævne eksempler. I Skanderborg fester vi på tværs af genrer og generationer og med masser af spillerum til den musikalske nysgerrighed,« siger Smukfests musikchef, Mikkel Xavier.
Festivalen har også booket to udenlandske navne i form af den engelske indierock-artist Laurie Wright og det svenske soulpop-band Dina Ögon.