Fortsæt til indhold

Fitness med filterkaffe: Sundhed smager bare bedre sammen

Fitness United er rykket ind i Vandvirke med varm og imødekommende atmosfære, gratis kaffe og maskiner, der hjælper dig nemt gennem træningen.

Kultur og byliv

»Det her, det er den vigtigste maskine, vi har!«

Thomas Arentsen peger med et stort grin på kaffemaskinen. Og den har faktisk noget med både navnet og hele konceptet for det nye sundhedsmekka i Skanderborg at gøre.

Fitness United handler nemlig om at skabe et hyggeligt træningsfællesskab i en varm atmosfære på tværs af aldersgrupper med det fælles mål hver især at leve et sundere liv.

Og er der noget, der signalerer fællesskab og hygge, så er det at snakke sammen over en kop gratis kaffe. Derfor er kaffemaskinen strategisk placeret ved et hyggeligt caféområde i fitnesscenteret med det store vindue ind til svømmehallen.

Thomas Arentsen, manden bag Fitness United, har fitness i blodet. Det har han haft siden han som ung rugbyspiller på ungdomslandsholdet skulle finde på noget, der kunne vedligeholde formen hen over vinteren. Svaret var fitness, og det i en sådan grad, at rugby blev lagt på hylden.

Den vigtigste maskine er kaffemaskinen, der står strategisk placeret under Fitness Uniteds træningsfilosofi. Foto: Grethe Bo Madsen

Fitness handler om mennesker

»Jeg blev simpelthen bare så glad for atmosfæren og stemningen i det,« forklarer han, der selvom han egentlig var uddannet klejnsmed, i løbet af få år opgav den karriere. I stedet blev fitness levebrødet, og gennem de næste årtier arbejdede Thomas i flere af de store fitnesskæder.

»Jeg har været i næsten alle kæder. Mange af dem bliver drevet som købmandsbutikker, og i sådan nogle butikker vil man gerne standardisere og ensrette, så man får et ens produkt. Men det er jo mennesker, vi arbejder med. Det går galt og bliver alt for rigidt, når man vil ensrette den service, vi skal yde til dem. Det kan ikke ensrettes som i en købmandsbutik,« forklarer Thomas, der begyndte at længes efter noget nyt.

Muligheden kom med corona, hvor nedlukningen fik flere fitnesscentre til at balancere på kanten af konkurs. Med hjælp fra tidligere kompagnoner overtog han et fitnesscenter i Risskov, og 1. oktober 2021 gik det første Fitness United-center i luften med et nyt træningskoncept, Thomas havde brugt coronanedlukningen på at udvikle.

»Det bragede derudad, og jeg kunne godt se mig selv gå og hygge mig der og passe det center, indtil jeg skulle på pension.«

For os er det vigtigste, at Fitness United er et sted, hvor alle føler sig velkommen, og hvor man bliver mødt af en god atmosfære. At det er et sted, der er god til at tage imod folk, ikke kun dem, der allerede træner, men især dem, der er nye, og at de bliver hjulpet rigtig godt i gang
Thomas Arentsen, stifter af Fitness United

Prik, prik, prik

Men efter et år blev Thomas prikket på skulderen: »Har du godt lagt mærke til, at der er et center i Aalborg, der er tæt på at dreje nøglen om? Thomas gav konkursboet et bud og kort efter åbnede Fitness United i Aalborg.

Året efter blev Thomas prikket på skulderen igen. Og igen. Og igen. I 2023 åbnede en afdeling i Tranbjerg, i 2024 var turen kommet til Herning og i 2025 åbnede endnu en afdeling i Aalborg syd.

»Og så ringede bestyrelsesformanden for Vandvirke til mig sidste sommer og sagde: Prøv at høre her, vi har et virkelig spændende projekt. Vil I være med? I forhold til at nå at få bestilt udstyr var det tæt på at være sidste udkald, hvis vi skulle nå at være klar, når svømmehallen åbnede den nye tilbygning, så det blev en meget komprimeret proces,« fortæller Thomas, der ser et stort potentiale i både beliggenhed og samarbejde med svømmehallen.

»Det, der gør det så attraktivt for os, er at vi nu ligger i et hus fuld af aktiviteter. Et hus, der er et naturligt samlingspunkt for rigtig mange mennesker, som det er nemt at komme til, og hvor det er meget synligt. Og Vandvirke er jo bare et helt utrolig lækkert sted,« konstaterer han.

»Samtidig hørte vi fra andre fitnesscentre, at det er rigtig godt at kunne tilbyde kombinationsmedlemskaber,« tilføjer han

Vand og fitness

Netop kombinationsmedlemskaber, hvor man både har adgang til fitnesscenteret og svømmehallen, er noget af det, Thomas Arentsen har store forventninger til.

Siden Fitness United slog dørene op, er der da også strømmet medlemmer til fitnesscentret.

»Vi havde budgetteret med 600 medlemmer og har på nuværende tidspunkt omkring 1.200, så det er gået langt over forventning,« smiler han.

»Jeg synes, vi her har alle forudsætninger for at skabe et godt center. For os er det vigtigste, at Fitness United er et sted, hvor alle føler sig velkommen, og hvor man bliver mødt af en god atmosfære. At det er et sted, der er god til at tage imod folk, ikke kun dem, der allerede træner, men især dem, der er nye, og at de bliver hjulpet rigtig godt i gang.«

Noget af det, der især er med til at gøre det nemt at komme i gang med at træne, er de nye maskiner, der ”husker” indstillinger og belastning. Når du besøger fitnesscenteret første gang, bliver du scannet af en maskine, som gemmer oplysninger om din kropslængde samt ben- og armlængde og muskelstyrke.

Maskinerne styres med et digitalt armbånd, der automatisk indstiller maskinerne efter din kropsbygning og med præcis den rette belastning til dig. Alt du skal gøre er at følge bølgen op og ned i det rigtige tempo - så ved du, at du træner korrekt. Foto: Grethe Bo Madsen

Let at komme i gang

Med armbåndet logger du derefter ind på de enkelte fitnessmaskiner, som automatisk indstilles efter dine kropsmål og med præcis den rette belastning til dig.

»Det har en enormt lav indgangsbarriere for at komme i gang med at træne, fordi man ikke skal gå og huske sit program og indstillinger. Det gør maskinerne for dig,« forklarer Thomas.

Maskinerne sørger også for, at du træner på den helt rigtige måde. Ved at sørge for at følge en bølge på en skærm udføres de enkelte øvelser nemlig på den helt rigtige måde.

Ud over den 300 kvadratmeter store fitnessafdeling på 2. sal har Fitness United også en stor sal til holdtræning i stueplan. Her er der især run på Reformer-holdene, hvor der allerede nu er ventelister.

»Mange steder er det dedikerede Reformer-centre, hvor man betaler mange penge om måneden bare for det. Det lurede jeg lidt på, fordi jeg godt kunne tænke mig at demokratisere det en smule. Med de særlige Reformer-bænke har det dog også været en dyrere investering, og samtidig er det på mindre hold. Men Reformer er bare helt utrolig populært, så allerede nu har vi sendt en instruktør mere i uddannelse, så vi kan starte flere hold,« fortæller Thomas Arentsen.

Ud over Reformer tilbyder Fitness United holdtræning i Step, Stram op, Puls og Styrke samt Body Pump, der er med vægtstænger, og det kampsportsinspirerede Body Combat.