7-8 millioner varenumre og 75 medarbejdere rykker ind i nyt domicil – nu er der endnu mere plads til vinyler, CD'er og minikoncerter
iMusic sælger vinyl, CD’er, DVD’er, bøger, K-pop og merchandise og udvider nu med mere butik, lager og logistik i Risskov.
iMusic har købt naboejendommen på Sindalsvej 48 i Risskov og udvider dermed sine rammer til mere end 4.500 kvadratmeter. Planen er at samle lager, kontor og butik i et større domicil, som efter ombygning skal stå klar i efteråret 2026.
Det skriver EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus i en pressemeddelelse.
Virksomheden begyndte som webshop i 2005, og med købet får iMusic plads til alle 75 medarbejdere.
»Vi startede som en ren webshop med fokus på salg af CD’er og DVD’er og har siden udvidet med blandt andet bøger, K-pop, merchandise og ikke mindst vinylplader/LP’er, der i dag er vores bestsellere. I 2018 udvidede vi forretningen med en butik i forlængelse af vores kontor på Ryesgade i Aarhus C. Men i takt med at forretningen voksede voldsomt, samlede vi i 2021 alt under ét tag på Sindalsvej 36 i Risskov,« siger John Rishøj, direktør i iMusic.
Den nye ejendom skal bruges til butik, mens den nuværende butik bliver omdannet til lager. Ifølge iMusic bliver butikken dobbelt så stor som den nuværende og skal samtidig give plads til større arrangementer.
»Planen er at flytte butikken til den nye ejendom. Det giver os samtidig mulighed for at afholde endnu større events, for eksempel i forbindelse med Black Friday og Record Store Day eller nyudgivelser med minikoncerter af både etablerede og fremstormende musikere,« siger John Rishøj.
Samtidig vil iMusic udvide lager- og logistikdelen og automatisere flere processer. De to bygninger skal forbindes med en korridor med et transportbånd under taget.
»Det nuværende butiksareal omdannes til lager, da vi i dag håndterer omkring 7-8 millioner forskellige varenumre og derfor har brug for større og bedre lager- og logistikfaciliteter. Derfor benytter vi også anledningen til at automatisere flere af vores processer og er blandt andet i gang med at færdiggøre vores egne lagerrobotter, som skal strømline vores lagerstyring og vareflow. For at binde de to bygninger sammen har vi netop fået tilladelse til at opføre en korridor med et over 60 meter langt transportbånd monteret under taget,« siger John Rishøj.