Fortsæt til indhold

Maltfabrikken inviterer til fremtidsværksted, og alle er inviteret

Hvad synes du, Maltfabrikken skal rumme i 2036, lyder invitationen fra Maltfabrikken.

Kultur og byliv

»Det er en rejse ind i fremtiden. Nu er tiden kommet til at stige op i drømmehelikopteren,« siger direktør Kristian Krog om den strategiproces med et kig ud i fremtiden, der er i gang for kulturhuset Maltfabrikken i Ebeltoft. Processen startede i februar og løber frem til juni.

»Hvor skal vi hen, hvad er der ude i 2036, vi skal nå.«

Vi skal have en anden by”

Som baggrund breder Kristian Krog historien ud: Maltfabrikken blev skabt i en anden tid. Ebeltoft havde det skidt, idet mange arbejdspladser var forsvundet med lukningen af store virksomheder. Det var blevet en såkaldt rynkeby. I 2010 blev det besluttet at vælte fabrikken og lave butikscenter med p-kælder og luksuslejligheder på toppen.

Men en gruppe havde andre drømme:

”Vi skal have en anden by”.

Missionen lykkedes, fabrikken blev renoveret og i 2020 blev den indviet som kulturhus. På Maltfabrikkens hjemmeside kan man læse: »Maltfabrikken er folkets fabrik – drevet af fællesskaber, ildsjæle og passion med ønsket om at være en spirekasse for kreativ udvikling af både mennesker og samfund.«

Maltfabrikken og de nærliggende bygninger i den karakteristiske røde farve rummer bibliotek, turistinformation, spillested, spisehus, pub, arbejdsfællesskabet M8, butik, ungekulturhus, madværksted, kafferisteri, pianoværksted, træværksted, Artists-in-Residence, kunsthåndværk og fem atelierer med udøvende kunstnere. En stor del af husets drift bæres oppe af frivillige.

Det beskrives alt sammen i en tryksag, der blev udgivet i starten af strategiprocessen.

Workshops og drømme

Helt essentielt i processen er 30 forskellige workshops. Det anslås, at 300-500 borgere er direkte involveret i de mange workshops.

Der er workshops for samarbejdspartnere, brugere, ansatte, frivillige, forskellige aktører fra det nære samfund, skoler og børneinstitutioner, virksomheder, brancher, bestyrelsen, andre kulturaktører i Syddjurs Kommune, andre kulturhuse i Europa, fonde med videre.

Hvis man har et spørgsmål eller noget at byde ind med til en eller flere af disse workshops, er man velkommen til at sende det til Masltfabrikken, eller tilbyde at komme med et oplæg.

»Eller kom til de åbne sessions.«

Ved de åbne workshops er alle velkommen. De kommende åbne workshops er 30. marts og 21. april, og Maltfabrikken laver gerne flere, hvis der er interesse, lover Kristian Krog.

På en Maltfabrikkens vægge kan man se en tidslinje og læse mere om de forskellige workshops.

Åben for alle mulige ideer

Kristian Krog understreger, at alle bolde er i spil.

»Har du en tanke, en drøm eller en bekymring. Vi er åben for alle mulige ideer for forandring, for vi har ikke automatisk ret.«

Han tilføjer med et glimt i øjet, at lige navnet Maltfabrikken skal der helst ikke røres ved.

Indtil videre har det været en frugtbar proces, også med pointer som virkelig har overrasket ham.

»Det kan kradse lidt og gøre lidt ondt, og det skal vi virkelig tage alvorligt. Det er også meningen, for vi skal deruda’.«

Både Danmark og udland

Maltfabrikken er ikke alene et lokalt kultursted, men samarbejder også med aktører i resten af Danmark og i udlandet. For eksempel rejser Kristian Krog om et par uger til Spanien, hvor Maltfabrikken har været med til at rejse penge til en Flamencofestival.

»Når noget går godt, har man også en forpligtelse til at gøre noget godt for andre. Vi bidrager til store opgaver i vores samfund, både lokalt og længere ude til grupper i Danmark, der ikke har en stemme. Og rejser også penge til projekter andre steder.«

Han oplyser, at Maltfabrikken for tiden i kulturelle cirkler anses for at være det bedste eksempel på et borgerskabt kulturhus i Danmark.