Vi længes efter det nære: MindHike rammer en ny festivaltrend
Mens de store festivaler fortsat tiltrækker masserne, oplever manden bag MindHike Festival, Søren Eskildsen, en stigende interesse for mindre oplevelser med nærvær, refleksion og plads til at komme ned i tempo.
Mens de store festivaler vokser og konkurrerer om de største navne, oplever Søren Eskildsen, manden bag MindHike Festival, at noget andet også er på vej frem: længslen efter det nære, det langsomme og det meningsfulde.
Ifølge Søren Eskildsen hænger det tæt sammen med den tid, vi lever i. Han oplever, at flere søger væk fra støj, hastighed og konstante afbrydelser – og hen mod oplevelser, hvor der er plads til ro, nærvær og refleksion.
Det er også derfor, en lille festival med vandreture, dybe samtaler, intimkoncerter og gourmetmad over bål netop nu vækker genklang hos mange.
Behov for ro og nærvær
»Der er så meget, der stjæler vores tid. Der er så mange ting, der accelererer i vores omgivelser. I nyhedsstrømmen og ting, vi skal forholde os til og ting, vi ikke orker at forholde os til,« siger han.
»Da vi besluttede os for at lave den her festival, og faktisk da jeg havde mine grundtanker på at lave MindHike i det hele taget, da var det med afsæt i, at vi lever i en tid, der er særlig i forhold til at tænke i den ramme, vi sætter os selv i. Når vi skal have en god oplevelse eller tænke dybe tanker,« siger han.
Derfor mener han, at behovet for en festival som MindHike er større end nogensinde.
»Jeg mener jo, at tiden i den grad er til at træde ind i den boble, vi skaber med MindHike Festival. For at mærke sig selv og andre og skære noget af det støj væk, der ellers er omkring os.«
Min egen overbevisning er, at vi mennesker, vi søger generelt noget, som vi føler, vi har tabt, og som vi gerne vil finde tilbage til. Det, vi oplever nu, det er en søgning tilbage til noget af det nære og mere intime.Søren Eskildsen, MindHike Festival
Samtidig ser Søren Eskildsen MindHike som en del af en større udvikling i festival- og oplevelseskulturen.
»Det bobler med en underskov af festivalidéer, og jeg synes jo, hvis vi kigger på den helt store festivalhistorie, så tror jeg, vi genoplever noget af det, man oplevede i 70’erne,« siger han og sammenligner udviklingen med de knopskydninger, musikfestivalerne gennemgik i 1970’erne.
En ny bølge i festivallandskabet
Han understreger, at det ikke betyder, at de store festivaler mister betydning. Tværtimod er der stadig stor efterspørgsel efter de store musikalske fællesskaber. Men parallelt med det ser han en voksende længsel efter noget andet.
»Min egen overbevisning er, at vi mennesker, vi søger generelt noget, som vi føler, vi har tabt, og som vi gerne vil finde tilbage til. Det, vi oplever nu, det er en søgning tilbage til noget af det nære og mere intime,« siger han.
For Søren Eskildsen handler det om mere end nostalgi. Det handler om, at mange mennesker mærker konsekvenserne af et samfund, hvor stadig mere kæmper om vores opmærksomhed. Derfor søger mange mennesker i dag oplevelser, hvor de kan komme væk fra hverdagens konstante stimulation og finde tilbage til noget mere oprindeligt.
»Vi har set en stor acceleration i det, der tager vores tid. En kæmpe acceleration de seneste 10-15 år. Og det er det, der er ved at gå op for os nu,« siger Søren Eskildsen og fremhæver, at både børn og voksne længes efter mere ro, nærhed og tid uden afbrydelser.
»Vi søger oplevelser, hvor vi får noget med os hjem og ind i vores daglige praksis. Noget, der giver mere nærhed og relationer.«
MindHike Festival er hans bud på, hvordan den længsel kan omsættes til en konkret oplevelse – ikke som en flugt fra virkeligheden, men som en festival, hvor deltagerne får noget væsentligt med hjem.
»Det er jo det, vi håber. At vi med MindHike Festival kan skabe en lille bølge. Vi vil godt skubbe til noget. Hvor man tager noget med sig hjem. Som sætter tingene i perspektiv. MindHike Festival er vores take på det. Og vores oplevelse er, at det er noget, som virker.«