Fortsæt til indhold

Andelen af tomme butikslokaler i Aarhus falder - her er efterspørgslen størst

Især mindre lokaler bliver lejet ud, ofte til helt nye koncepter, siger to erhvervsmæglere og spår flere udlejninger den kommende tid.

Kultur og byliv
ceb

Aarhus har fået skåret toppen af tomme lokaler til butikker, spisesteder, caféer, kaffebarer og takeaways, viser data fra Ejendomstorvet.dk.

Også det øvrige Østjylland har fået større afstand mellem de tomme butikslokaler og har nu lavere tomgang end landsgennemsnittet.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

»I slutningen af 2024 og et stykke ind i 2025 steg udbuddet af lokaler til butikker i Aarhus, men de seneste tre kvartaler har udbuddet stabiliseret sig på et lavere niveau. I forhold til toppen er der kommet liv og aktivitet i ekstra 6.000 kvadratmeter – et areal, som svarer til to supermarkeder som for eksempel Føtex, Kvickly eller Meny,« siger administrerende direktør Jakob Wegener fra Ejendomstorvet.dk, der er landets største portal for erhvervslokaler, og fortsætter:

»Målt i forhold til det samlede butiksareal er Aarhus kommet ned på landsgennemsnittet på 3,2 procent efter at have døjet med en højere andel af ledige lokaler.«

»I slutningen af 2024 og et stykke ind i 2025 steg udbuddet af lokaler til butikker i Aarhus, men de seneste tre kvartaler har udbuddet stabiliseret sig på et lavere niveau,« siger administrerende direktør Jakob Wegener fra Ejendomstorvet.dk. Pressefoto

Kortere tid mellem henvendelser

Ejendomstorvet.dk bliver drevet på foreningsbasis af erhvervsmæglerne i Danmark uden krav om overskud – ligesom portalen Boligsiden.dk.

I øjeblikket har de 151 ledige lokaler til butik, café, spisested eller takeaway i Aarhus Kommune og 210 i det øvrige Østjylland.

»De seneste kvartaler har vi oplevet et stabilt niveau for udlejning, men der går kortere tid mellem henvendelser på de mindre lokaler. Der er øget aktivitet inden for spisesteder og lignende, for eksempel lokale kaffebarer, mikrobagerier og små specialbutikker, eksempelvis med tapas. De ligger ikke på Strøget, men er mere spredt i bybilledet,« siger Frank Heskjær, der er chef for detail hos EDC Erhverv Poul Erik Bech, og fortsætter:

»Jeg forventer nogenlunde samme aktivitet det næste stykke tid, men hvis krigene i Ukraine og Mellemøsten stopper, vil det gavne dansk økonomi, og så kan der komme flere udlejninger.«

»Der går kortere tid mellem henvendelser på de mindre lokaler. Der er øget aktivitet inden for spisesteder og lignende, for eksempel lokale kaffebarer, mikrobagerier og små specialbutikker,« Frank Heskjær, der er chef for detail hos EDC Erhverv Poul Erik Bech. Pressefoto

En anden Aarhus-erhvervsmægler betegner sig selv som »forsigtig optimist«.

»Efterspørgslen er støt stigende i og omkring Latinerkvarteret, især ved Volden, Store Torv og Lille Torv. På Strøget ser vi dog mere afdæmpet interesse for større butiksenheder, hvor liggetiden kan blive lang,« siger Trine Freno Muurholm, der er afdelingschef for detail hos Colliers International, og fortsætter:

»I 2025 har vi udlejet til brands som Ara Shoes, A. Kjærhede, Skechers og Tempura, og det viser, at butikskoncepter prioriterer Aarhus, når de vokser. Vi ser samtidig øget efterspørgsel fra nye koncepter med saunaer i gadeplan og fitnesscentre med fokus på Reformer. Det kan være med til at mindske tomgangen yderligere.«

Også i Skanderborg

Også i det øvrige Østjylland er der blevet lidt længere mellem ’til leje’-skiltene.

For et år siden var der i runde tal 80.000 ledige butikskvadratmeter, og nu er det tal 70.000 kvadratmeter. For hele Østjylland er tomgangen faldet fra 3,3 til 2,9 procent, og det ligger dermed under landsgennemsnittet på 3,2 procent.

»Silkeborg er ret populær blandt for eksempel de større detailkæder. En by som Skanderborg har ikke helt samme vifte af butikker og spisesteder, fordi den er mindre og ligger tættere på Aarhus, men også her ser vi, at der sker nyudlejninger, for eksempel til vinbarer,« siger Frank Heskjær fra EDC Erhverv Poul Erik Bech.

Aarhus Kommune har små 1,2 millioner kvadratmeter butikslokaler, hvilket svarer til seks procent af landets samlede areal til butikker og spisesteder. De ti øvrige østjyske kommuner har i alt knap 2 millioner butikskvadratmeter.