15.000 frivillige får trøjer lavet af plastik-flasker og gammelt stof
Bestseller sender et hav af T-shirts til Smukfests frivillige.
Til august danner Bøgeskoven traditionen tro rammen om årets Smukfest i Skanderborg. Mere end 60.000 gæster vil hver dag under festivalen mødes til koncerter og festivalstemning – og de frivillige vil bidrage til, at alt forløber som planlagt. Før, under og efter festivalen.
Festivalens frivillige vil traditionen tro være klædt i årets crew T-shirt, som Smukfest nu viser frem.
»For mange af de frivillige er t-shirten noget særligt. De bærer den med stolthed – ikke alene under festivalen, men også længe efter, at den sidste koncert er slut. Derfor er det også en t-shirt, som vi lægger kræfter i og gør os umage med,« siger Maja Engberg-Sønderskov, chef for Frivillighed & Fællesskab hos Smukfest i en pressemeddelelse fra Bestseller.
Fra udtjent tøj til nye T-shirts
Crew t-shirten er designet af Onlys Brand House, som er en del af modevirksomheden Bestseller. T-shirten indeholder 30 procent genanvendte tekstiler, som er indsamlet af virksomheden NewRetex, der har base i Bjerringbro. Ifølge NewRetex er der blevet brugt 2.300 kilo fibre fra udtjent tøj – indsamlet i Danmark – til at producere 15.000 nye crew T-shirts.
»Det ligger helt i tråd med vores tilgang til bæredygtighed at bakke op om innovationsprojekter, som vi i dette tilfælde gør i samarbejde med Bestseller og Newretex. T-shirten er en konkret case for tøjindustrien og et eksempel på en bedre måde at bruge ressourcer på, hvor indsamlet og genanvendt tøj bliver brugt igen,« siger Cathrine Christensen, bæredygtighedskoordinator hos Smukfest.
Udvikling i gang
Tekstil-til-tekstil genanvendelse er et fokusområde hos Bestseller, som investerer i løsninger og deltager i innovationsprojekter, der kan flytte området frem. Samarbejdet med Newretex er et eksempel på, hvordan brugte tekstiler kan blive til nyt tøj og være med til at gøre modebranchen mere cirkulær.
»Projektet for Smukfest giver os konkret erfaring med, hvad der skal til, for at man kan få tekstil-til-tekstil-genanvendelse til at fungere i stor skala. Det er et område med udfordringer, og hvor modebranchen er i gang med at opbygge erfaring, men meget kan løses gennem stærke partnerskaber, hvilket samarbejdet med en af Danmarks mest ikoniske festivaler er et godt eksempel på,« fortæller Jonatan Friis, Buying Manager i Only Brand House.
Crew T-shirten bliver uddelt til frivillige på Smukfest 2026, når festivalen afvikles fra den 2.–9. august i Skanderborg.