Ewan har fjollet med børn i 25 år: Da han gik for langt, var han nær aldrig kommet tilbage

»Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg altid følt, at jeg var lidt dum. Jeg havde det super svært i skolen, fordi det hele skulle være sjovt. Jeg er en naturlig klovn, og jeg fandt en vej, så det, der var et problem, da jeg var ung, blev en force som voksen.«

Ewan Mackinnon har en 9.-klasseeksamen. Mere blev det ikke til. Efter skoletiden arbejder han blandt meget andet som fabriksarbejder, havemand og autodidakt kok.

Da han er 35 år, bliver en af hans venner tilbudt et job som klovn på Aarhus Universitetshospital. Vennen takker nej, men anbefaler Ewan til stillingen, der er del af et udviklingsprojekt.

I år har 60-årige Ewan Mackinnon, eller Angus, som han hedder, når han besøger patienter på kræftafdelingen for børn på Aarhus Universitetshospital, været hospitalsklovn i 25 år. Da han startede, fandtes organisationen Danske Hospitalsklovne endnu ikke.

»Vi anede ikke, hvad vi var i gang med. Vi havde en fornemmelse af, at det, vi lavede, kunne hjælpe i nogle situationer, men vi havde ingen struktur omkring, hvordan vi ville gøre det. Vi var meget afhængige af, at det personale, vi forsøgte at samarbejde med, gad samarbejde. Nogle fattede ikke, hvad vi lavede og kunne ikke se nogen mening med det. Vi skulle forsøge at skabe tillid og en relation til personalet, så vi kunne få lov at være med på afdelingen,« siger Ewan Mackinnon.

Et nyttigt værktøj

Jobbet som hospitalsklovn kan ses som underholdning, men den primære opgave er ifølge Ewan Mackinnon at komme til at lære et barn og dets familie godt nok at kende til, at man som klovn kan støtte dem igennem et hospitalsforløb.

»Vi vil gerne hjælpe børn med at mestre deres behandling. Den kan være kompleks og smertefuld, og det er enormt svært at forklare en fireårig, hvorfor man skal gøre noget ved dem, der gør ondt. Vi kan være med til at lege os frem til et sted, hvor barnet finder ud af, at det ikke behøver at fokusere på smerten. Det er ikke os, der løser noget, men vi kan være et værktøj for en sygeplejerske, så hun kan løse en situation, hun står over for.«

Ewan Mackinnon ser hospitalsklovnen som et tilbud og et fleksibelt værktøj, der kan bruges i mange forskellige situationer.

»Vi skal gøre, hvad vi kan for at hjælpe, og der er forskel på at være i psykiatrien, på en kræftafdeling eller på skadestuen. Jeg skal vurdere, hvad behovet er, når jeg går ind på en stue, og måske er behovet, at jeg drejer rundt og går ud. Nogle børn har ikke brug for, at der kommer en klovn ind. Det skal man respektere,« siger han.

»Det mest forfærdelige«

Kræftafdelingen for børn på Aarhus Universitetshospital får besøg af hospitalsklovne fire dage om ugen, og en klovn har ofte langvarige relationer til det samme barn.

»På Aarhus Universitetshospital er cirka 60 børn i behandling på kræftafdelingen, og deres behandling kan vare op til to år, og nogle af børnene kender man i årevis. Jeg kan komme i tanke om nogle stykker, jeg har kendt i ti år, fordi de har haft tilbagefald to eller tre gange. Det er ikke kun barnet, man har en relation til. Det er også forældre og søskende. Man bliver venner, og nogle gange bliver man rigtig tætte venner. Man skal selvfølgelig passe på, at man ikke nogle gange kommer lidt for tæt på familier,« siger Ewan Mackinnon.

Det kan være svært. Rigtig svært, faktisk. Inde bag klovnen og den professionelle maske gemmer sig et menneske. I Ewan Mackinnons tilfælde også en far.

»Når man arbejder med børn på et hospital, kan man ikke lade være med at blive lidt forelsket. Man ønsker det bedste for dem, og det er altid forfærdeligt, når et barn dør. Man bliver ramt hver gang. Det er det mest forfærdelige. Nogle mennesker kan bære sorgen, og andre kan ikke. Nogle sygeplejersker på afdelingen finder hurtigt ud af, at det ikke er noget for dem, og andre har været der i 40 år. Os, der kan bære den sorg, er næsten forpligtet til at være der,« siger Ewan Mackinnon.

Han har oplevet mange børn dø gennem årene, og han har flere gange været tæt på at stoppe som hospitalsklovn, men »på en eller anden måde er jeg altid kommet tilbage.«

For omkring 15 år siden var hans relation til et døende barn dog lige ved at slå ham omkuld.

»Han havde en hjernetumor og blev værre, værre og værre, og til sidst holdt han op med at komme ind på sygehuset og lå bare derhjemme. Hver uge, når min vagt var færdig, tøffede jeg hen til hans hus og snakkede med ham. Stille og roligt blev han bevidstløs, og så snakkede jeg med hans forældre og søster. Hvis jeg skal være helt ærlig, gik det for langt. Det var ikke længere en professionel relation,« siger han.

Det, der ramte hårdest, var, at drengen var samme alder som Ewan Mackinnons ældste søn.

»Jeg var vant til at få min egen søn til at grine, og drengen grinede af de samme ting. Han kom ind under huden på mig. Jeg var meget, meget ked af det, og jeg vidste, at jeg ikke ville kunne holde til det igen,« siger han.

Populær uddannelse

Ewan Mackinnon har, siger han, gennem de seneste 25 år været del af en bevægelse i sundhedsvæsenet, hvor sundhedsprofessionelle gradvist er begyndt at kigge på patienter som mennesker og »ikke kun sygdom.«

»Det er en stor ting at være en del af, og det er jeg meget stolt af,« siger han.

Som 60-årig har Ewan Mackinnon fortsat vagter som hospitalsklovn på Aarhus Universitetshospital. Han er også artistisk chef hos Danske Hospitalsklovne.

Da organisationen senest tog nye klovne ind, sendte 350 mennesker en ansøgning. 14 blev optaget.

»Det er begyndt at gå op for folk, hvor godt et job det er, og rigtig mange unge mennesker ser, at det kunne være noget for dem. Jeg har ikke så mange år tilbage på gulvet, men nu kommer alle de unge og overtager. Vi går efter meget, meget kompetente folk, og det er en fornøjelse at se folks transformation til at være udøvende kunstnere,« siger Ewan Mackinnon.

For Ewan Mackinnon er det bedste ved jobbet som hospitalsklovn enkelt og det samme, som det var, da han startede: at hjælpe mennesker, der har »sindssygt meget« brug for hjælp.

»Det er enormt tilfredsstillende. Jeg elsker det. Det er en befrielse at være fjollet og den dejligste ting i verden at få lov at være lidt fjollet sammen. Det er så naturligt for børn, og vi har været med til at trække det barnlige syn tilbage ind på en børneafdeling. På mange afdelinger bliver vi set som en af de mange fagligheder, der skal til for at få en børneafdeling til at fungere effektivt,« siger han.