Fortsæt til indhold

Kæmpe AGF-fan har sirligt malet mindeplanke: »Det betyder virkelig meget for mig at få lov«

Traditionen med mindeplanker i AGF’s klubhus blev genoplivet. Opgaven med at male den er gået til en skiltemaler, der selv er overordentligt glad for klubben.

Kultur og byliv
csj

En 80 centimeter bred og 40 centimeter høj ahornplanke udgør den mindeplade, som nu er sat op i klubhuset på Fredensvang som en evig påmindelse om AGF’s mesterskab i 2026.

På planken står ’Danske Mestre 2026’ efterfulgt af alle de AGF-spilleres navne, som var med til at sikre mesterskabet.

De mange bogstaver på den aktuelle planke er sirligt malet i hånden af Anton Bo, Den Gamle Bys skiltemaler, som er en af de få herhjemme, der mestrer det gamle håndværk.

Det skriver Den Gamle By i en pressemeddelelse

Med små mårhårspensler, linoliefarver og stor nøjagtighed har han prentet AGF’s sejr ind for eftertiden.

Historien om mindeplankerne i klubhuset går tilbage til en periode, hvor klubben havde et bestyrelsesmedlem, Erik Winther, som selv var en dygtig skiltemaler.

»Det er sandsynligvis ham, der grundlagde traditionen, da AGF’s damehåndboldhold i 1942 blev danske mestre. Både holdmesterskaber og individuelle præstationer blev hædret på klubhusets vægge med trofæ-planker,« det fortæller Ole Hall, sportslig administrator og klubhistoriker, ifølge pressemeddelelsen.

»Det er jo blevet til rigtigt mange planker gennem tiden. Siden sidste mesterskab i 1986 har traditionen dog ikke rigtigt været holdt i hævd, men da vi så generobrede Danmarksmesterskabet efter 40 år, tænkte jeg, at det måtte være tid til at genoplive den,« siger han.

At se sit arbejde på væggen i klubhuset i Fredensvang har været en vild oplevelse for skiltemaler Anton Bo. Foto: Den Gamle By

»Betyder virkelig meget«

Det er mildest talt en begejstret skiltemaler, der har kastet sig over den utraditionelle opgave. Han er nemlig med egne ord »den største Aarhus-patriot og kæmpe AGF-fan«

»Jeg har virkelig sat en ære i at lave det her skilt, og jeg er meget stolt og glad over, at jeg blev udvalgt til at løse opgaven for AGF,« siger han.

»Jeg er jo vant til at lave store gavle og ting, som rigtigt mange mennesker ser, og selv om der ikke er nær så mange, der kommer til at se den her planke, så er det nok alligevel den største opgave, jeg har fået,« fortsætter han.

»Jeg har virkelig sat en ære i at lave det her skilt, og jeg er meget stolt og glad over, at jeg blev udvalgt til at løse opgaven for AGF,« siger skiltemaler Anton Bo. Foto: Den Gamle By

At se sit arbejde på væggen i klubhuset i Fredensvang har været en vild oplevelse for Anton Bo.

»Jeg elsker Aarhus, så det betyder virkelig meget for mig at få lov at lave det her. Også mere end jeg lige havde regnet med.«