Han får 1920'erne til at genopstå i landets højeste hus: »Jeg falder for kasserede materialer«

En af Danmarks mest succesfulde ejendomsinvestorer, Olav de Linde, fylder 75 år lørdag 11. juli. Han har i mere end 50 år sat sit tydelige præg på Aarhus.

Fra hans hånd dukker kæmpestore streetart-facader og overraskende skulpturer op i bybilledet sammen med hyggelige baggårde ved den gamle chokoladefabrik og landets højeste hus på Mindet, der kan ses på lang afstand.

Fødselsdagen synes han på ingen måde er interessant. Han er bortrejst på dagen, som han i øvrigt ikke vil tale om. Helt anderledes er det med hans byggeprojekter og passionen for materialer med historie og patina.

Olav de Linde adskiller sig fra byens øvrige entreprenører ved at have arbejdet i årtier med genbrug af historiske materialer og ved at arbejde kunst ind i sine byggerier. Han samler på kasserede materialer, som han siger med et skævt smil, og har det på lager i ”et par haller”.

Der ligger mange gode ting, som en dag passer ind et sted, hvor det kan få et nyt liv. Nogle af dem opbevares for enden af Balticagade på kajkanten i en tidligere skibsbyggerhal.

»Man kan spørge mig, hvorfor jeg er så mærkelig, at jeg altid falder for gammelt skidt,« bemærker han, mens mundvigene næsten umærkeligt går opad.

»Jeg har en veneration for det gamle og kan ikke lide at smide noget ud,« fortsætter manden, der var barn i en tid, hvor man hellere rettede søm ud end at kassere dem.

Olav de Linde har haft sin genbrugsstil gennem hele sin 50-årige byggekarriere, men de første 30-40 år var der ingen, der forstod det, mener han.

»Andre syntes, det var en dødfødt tanke,« siger manden, der ikke engang smider sine æbleskrog ud som madaffald, men smider dem ud i urtehaven, hvor de forgår og ikke skal køres væk.

»Jeg har hele tiden tænkt, at vi skulle passe på de gamle byggematerialer, for vi bliver ikke ved med at have dem til rådighed. Der er ingen grund til at brænde en masse CO2 af på at lave nye materialer, når de gamle kan være bedre. Det koster mere at tage dem ned, rense dem og bygge dem op igen, men det er bedre,« siger modtageren af Realkredit Danmarks bæredygtighedspris ”Det grønne fyrtårn” i 2024.

I 2023 fik han Bygherreprisen, og i 2025 gik Århus Hyldest til den stålsatte entreprenør.

Selv om grundlæggeren, iværksætteren og bestyrelsesformanden har mange byggerier i Aarhus på sin samvittighed, vil han ikke se tilbage og pege nogle af dem ud frem for andre, ligesom han ikke vil anerkende, at han aldersmæssigt er nået en milepæl i livet. Olav de Linde er stadig i fuld gang og vil hellere se fremad.

Lige her og nu og det næste års tid har han travlt med byggeriet på Mindet 6 på havnen i Aarhus. Dér har han købt et korn- og foderstoflager fra 1926, DLG, som han renoverer og bygger et højhus ovenpå. Med sine 145 meter bliver det Danmarks højeste hus.

»Nogle gange skal man faktisk rive gamle bygninger ned, ligesom man skal bygge nyt, når det giver mening. Men det skal være gennemtænkt,« mener han, der indretter den gamle foderstoffabrik med butikker, restaurant, træningscenter og en offentligt tilgængelig park med drivhuse og god udsigt over havnen og byen.

Projektet har i 2024 opnået DGNB-præcertificering Guld for både det nye byggeri og den eksisterende, velbevarede gamle foderstoffabrik.

»Mindet har tidligere været et lukket område, hvor man kun kunne komme, hvis man havde et bestemt ærinde i forhold til DLG eller om aftenen – oftest med lyssky hensigter. Nu har vi åbnet det op og gjort det tilgængeligt for alle. Folk kan gå ind i det smukke gamle hus og køre i elevator op i det nye højhus med udsigt over byen. Det sker lige præcis her, hvor vikingerne byggede Aros i tidernes morgen,« siger han.

Aros, som byen hed dengang, betyder åens udmunding. Det var netop på Mindet, at Aarhus Å mundede ud, så her havde vikingerne travlt med at gå i land og sejle ud på handelsrejser.

Der er ikke meget tilbage fra vikingetiden i dag, men korn- og foderstoflageret er der, og har været det i 100 år. Nu udgør det de tre nederste etager af Olav de Lindes nye version af Mindet.

Han tager avisens udsendte med på et smugkig ind på den byggeplads, byggeriet stadig vil være indtil foråret 2027. Lige nu er højhuset stort set færdigbygget, men der arbejdes indeni, så man kan endnu ikke bare kører op i toppen af det.

De nederste etager af det nye højhus har lokaler, der snor sig omkring en midterakse med elevatorer, køkkener og toiletter. Store vinduespartier hele vejen rundt giver en 365-graders oplevelse af havnen og byen.

I de nederste tre etager bliver der plads til liv med restaurant, butikker, café og et centralt atrium. Mange detaljer fra det gamle kornlager er bevaret, og i sin vanlige stil har Olav de Linde placeret skulpturer på udvalgte steder, så der er noget nyt at få øje på.

En chokoladepige mage til den, han har muret ind på den tidligere chokoladefabrik i Klostergade, dukker op. Det samme gør udsmykkede gamle metaltønder, der er banket flade og brugt på en væg langs en af trapperne. Streetart fra Hans Krulls hånd og et ditto stykke af en mur signeret ”Dare” er genbrugt steder, hvor de ser ud, som om de altid har været der.

Nyere og ældre elementer spiller sammen med det oprindelige byggeri, der i høj grad er bevaret og renoveret med omtanke. Olav de Linde har valgt at bruge gamle mursten, som har samme alder som det oprindelige byggeri.

»Det er mursten fra 1920- og 1930-erne. De er muret op af et Hadsten-firma, der satte sine lærlinge til det, fordi de måske aldrig får chancen for at arbejde med den slags mursten igen,« siger entreprenøren.

Han har opbygget sin egen forsyningslinje med hensyn til gamle materialer. Bygherren er kendt i branchen for sin stil og bliver ringet op, når der er materialer til overs i forbindelse med nedrivninger og renoveringer. Flere og flere henvender sig.

»I dag er det blevet utroligt populært at genbruge materialer, efter at jeg i mange år har været en sær snegl, ingen kunne forstå,« siger manden, der har gået enegang og lyttet til sig selv.

»Jeg ser bygninger som en kunstner, der ser et tomt lærred. Og så går jeg efter at leve mine drømme ud. Det synes jeg, at man skal,« fortsætter Olav de Linde, der i dag er anerkendt for at gå efter sine alternative løsninger i stedet for de hurtige og gængse.

»Det er interessant at få succes. Men at have succes kræver fornyelse. Jeg udfordrer mig selv hele tiden. Også når det ikke hænger helt sammen økonomisk. Det gør Mindet ikke, men så bruger vi overskuddet fra et af de andre projekter, og på sigt kommer Mindet til at balancere,« siger den entreprenante ejer, der har oplevet det ske mange gange.

Hans sans for god kvalitet er gennemført og kommer også til udtryk, når han drikker kaffe. Så dette interview slutter ikke på kontoret i Mindet ved kaffemaskinen. I stedet drikker vi en af byens bedste kopper på Café Jumbo.

Der fortæller han, at en af de ting, han glæder sig meget til, er at genbruge et stykke af en gammel jernbanebro, der har ført over jernbanesporene i Hellerup. Han faldt over den for mere end 20 år siden.

Han finder et foto i sin kamerarulle.

»Det er unikasten, og den var dælme flot. Jeg købte 1.300 tons, der blev kørt til Odense, hvor den skulle stå. Men dér syntes kommunen på daværende tidspunkt, at den var grim, så de fik den ikke. I stedet bliver den nu en funktionel skulptur i form af en trappe med herregårdsagtige trin, jeg har købt igennem tiden, og som man slet ikke kan skaffe i dag. Det bliver så flot,« siger Olav de Linde med så meget entusiasme, at man ikke kan andet end at tro ham.

»Frem for at tage elevatoren kan man gå langsomt op ad granittrappen og se omgivelserne på vej op til parken,« foreslår han.

Den skulpturelle gamle trappe er fem meter høj og bliver forbundet med en ny, der vil føre aarhusianerne fra grundplan og op til den offentlige park på toppen af det gamle kornlager.

Det er ikke kun bygherren selv, der er begejstret. For nylig roste Nicolai Hommelhoff, der har været med til at bygge Lighthouse på Aarhus Ø, sin konkurrent og kollega Olav de Linde for det gennemførte byggeri på Mindet.

»Det er ikke nok for os, at andre siger, at vores projekter er vellykkede. Vi skal selv være tilfredse, for så holder det i længden. Vi er vores egne største kritikere,« siger Olav de Linde, der gerne går en lang og dyr omvej for at opnå et godt resultat.

»Hvis man har en drøm, har jeg for længst lært, at man skal overveje at realisere den. Når man har overvejet det tilpas længe og har taget de positive og negative sider i betragtning, skal man gøre det. Det er det, man har et liv til,« siger 75-årige Olav fra Rætebøl ved Tilst.

Han er slet ikke færdig med at drømme.