Fortsæt til indhold

Kendt bageri udvider og åbner ny butik – vender hjem til dér, hvor det hele startede

Breadhead-foretagendet åbner sin tredje forretning i Aarhus.

Kultur og byliv

»Tilbage til en speciel del af byen - tilbage til der, hvor det hele begyndte.«

Sådan skrev det kendte aarhusianske mikrobageri Breadhead på sociale medier i søndags og varslede samtidig, at bageriet udvider og åbner en ny forretning i Aarhus.

Med i opslaget fulgte også en skitsetegning, hvor bageriets følgere så kunne forsøge at gætte på, hvor den nye butik mon ville åbne.

Men nu er gættelegen så slut.

På seks år er bager David Milbergs Breadhead-foretagende gået fra en til tre butikker. Foto: Kim Frost

For Breadhead åbner sin tredje butik i Aarhus til september, og adressen bliver Tordenskjoldsgade 29.

Det fortæller manden bag det succesfulde mikrobageri, David Milberg.

»Jeg har altid tænkt, at Trøjborg er et sted i byen, som måske er blevet lidt negligeret, når der skal åbnes noget nyt. Og det er på trods af, at der også bor masser af mennesker der; studerende og børnefamilier, som også har lyst til surdejsbrød,« siger David Milberg.

»Og dem fra Risskov skal heller ikke hele vejen ind til midtbyen for at hente brød, men kan holde på Tordenskjoldsgade,« siger bageren.

Med andre ord er beliggenheden for den nye butik oplagt, hvis man spørger David Milberg.

David Breadheads bud på en jordbærtærte. Foto: Stine Schjøtler

Tilbage til start

1. september overtager han og bageriet så lokalerne, hvor spisestedet Kantina lukkede tidligere på året efter ellers cirka syv år på adressen i Trøjborgs centrale handelsgade.

Lokalerne skal først sættes i stand, men så satser surdejsbageren på, at den nye butik kan åbne i midten af september.

For David Milberg bliver åbningen samtidig også en tur tilbage til der, hvor Breadhead-foretagendet tog de første spæde skridt for cirka seks år siden.

David Milbergs mikrobageri David Breadhead fik hurtigt succes. Foto: Kasper Heden Andersen

»Året inden jeg åbnede den første butik i J. M. Mørksgade, gik jeg derhjemme og legede med surdejsbrød, og det var på Trøjborg, jeg boede dengang, det hele startede, og jeg bagte mit første surdejsbrød,« fortæller han.

I starten af coronapandemien begyndte David Milberg nemlig så småt at sælge og levere cirka otte brød om dagen. Men efterspørgslen viste sig hurtigt at være så høj, at han i sommeren 2020 åbnede den første butik i kælderlokalet ved J. M. Mørksgade i det centrale Aarhus.

Foto: Kasper Heden Andersen

To år senere åbnede han så endnu en butik i Ny Munkegade, og nu åbner han altså snart den tredje på Trøjborg, hvor det hele på sin vis startede.

Og selvom det er en ny butik, så kommer der ikke til at være nogen paladsrevolution i den måde, tingene gøres på, når den nye butik på Trøjborg åbner.

»Det bliver som i Mørksgade, et udsalgssted med kaffe, og det bagværk vi nu engang har,« siger David Milberg.

Se video: