Fortsæt til indhold

26 nye studier og en rugekasse for nye musiktalenter åbner i Lydbyen

Studierne i Lydbyen er ikke bare et musikværksted men også en førstehjælpskasse, der hvert år vil arbejde målrettet med fem-seks nye talenter i branchen.

Kultur og byliv

Lydbyen åbner i september med 26 studier og musikvirksomheder samlet under ét tag og tætte forbindelser til Filmby Aarhus, Train, VIA University College og Ideas Lab.

Inde i Lydbyen ligger Lydby Lab, der åbner i januar. Der vil fem-seks musikstartups få adgang til målrettet forretningsudvikling, mentorer, netværk og branchekontakter.

Hvor er det muligt at finde sig et kontor her i Lydbyen? Planen bliver studeret. Yderst til højre er det Jesper Mardahl leder af Promus, der viser rundt i Lydbyen. Foto: Tahmasbi

Det bliver Aarhus’ første dedikerede musikinkubator som en del af det nye musik- og erhvervscenter Lydbyen på Sydhavnen. Målet er at omsætte musikalske talenter og idéer til bæredygtige virksomheder, nye arbejdspladser og vækst i musikbranchen, skriver Produktionscenteret for Rytmisk Musik i Aarhus (Promus) i en pressemeddelelse.

Lydby Lab etableres af Promus, Det Jyske Musikkonservatorium og Kaospiloterne i tæt samarbejde med musik- og erhvervsaktører.

Lederen af Promus, Jesper Mardahl viste for nylig rundt på det nye sted, der stadig er en byggeplads. Gæsterne var begejstrede:

»Hvor bliver det her fedt. Vi har ikke noget der ligner i København,« sagde musikproduceren Nick Foss.

Han har været i musikbranchen i årtier hos EMI, Copenhagen Records og Mermaid Records.

Lige nu består Lydbyen mest af rå betonlokaler, som ligger oven på det nye Train.

Der bliver flere etager med 26 lydstudier og indspilningsrum, som kan lejes af folk, der arbejder med lyd i forbindelse med alt fra musik og teater til film og podcasts.

»Her vil være folk, der udelukkende mixer, producerer, komponerer filmmusik og dem, der indspiller alle mulige andre genrer inden for musik,« sagde Jesper Mardahl.

På den nederste etage er Train, og så snor Lydbyen sig på etagerne derover i Sydhavnen. Foto: Tahmasbi

For eksempel er det store hjørnekontor lejet ud til Musikundervisning og har en gruppe på syv medarbejdere.

Nogle rum indrettes, så de er klar til plug and play, mens andre står helt rå. Der er fælles køkkener, toiletter og mødelokaler.

Med på rundvisningen var to kvinder bag podcastfirmaet Wow Produktion på udkig efter nye lokaler, hvor de kan have et skrivebord. De sidder lige nu i Filmbyen og leder efter et lydnetværk.

Lydby Lab tager fat i en central udfordring i musiklivet: Mange musikere og aktører besidder stærke kunstneriske kompetencer og idéer, men mangler værktøjer inden for entreprenørskab, finansiering og forretningsudvikling. Lydby Lab skal bygge bro mellem kreativitet og forretning og hjælpe nye aktører med at udvikle bæredygtige karrierer og virksomheder.

Åbningen af Lydbyen er sat til 1. september. Foto: Tahmasbi

Stedet har fået støtte fra Erhvervspuljen under Borgmesterens Afdeling og Kulturforvaltningen i Aarhus Kommune, som har bevilget 500.000 kr. til pilotfasen i 2027-2028.

Det understreger Aarhus Kommunes ambition om at styrke musik, iværksætteri og kreative erhverv – og positionere Aarhus som en af Danmarks førende musikbyer.

»Aarhus har en stærk position som én af Danmarks førende musikbyer, men der er fortsat behov for at styrke rammerne, så flere musiktalenter har lyst til at blive og udvikle sig. Vi har brug for flere af de musikvirksomheder, der er udgangspunktet for en stærk professionel musikscene og musikerhverv,« siger borgmester Anders Winnerskjold.

Den røde og grå bygning i bunden er Train. Ovenpå er Lydbyen og Lydby Lab til højre, mens Hotel Guldsmeden er til venstre. Foto: Tahmasbi

»Med bevillingen til Lydby Lab er vi med til at afprøve et specialiseret iværksættertilbud, der bliver det første af sin slags inden for musik i Danmark. Det viser samtidig, at vi i Aarhus anerkender musik som et erhverv, der bidrager med arbejdespladser og vækst til vores by,« fortsætter Anders Winnerskjold.