Taxa-comeback efter 15 år: Skanderborg får sin egen forening igen
De har allerede en lokal taxaforening i Horsens og Aarhus. Nu åbner de også i Skanderborg efter stor efterspørgsel fra erhvervslivet.
Mandag den 17. august får Skanderborg igen sin egen lokale taxaforening.
Det er knap 15 år siden, byen sidst havde en lokal taxaforening. Dengang stod Skanderborg og Odder Taxa for driften, indtil selskabet lukkede i januar 2012. Herefter overtog DanTaxi kørslen med de biler, der var i Skanderborg.
»Herefter røg opkald til en central i Aalborg, når man skulle bestille en taxa i Skanderborg. Dermed var det slut med en lokal taxacentral i Skanderborg,« oplyser Martin Philipsen, arkivleder og museumsinspektør ved Museum Skanderborg, til avisen.
Men det ændrer sig nu.
Aarhus og Horsens Taxa starter driften i Skanderborg efter stor efterspørgsel fra det lokale erhvervsliv.
»Vi har taget kontakt til Erhverv Skanderborg og spurgt, om de ville høre deres medlemmer, om der var et reelt behov. Det har de tilkendegivet, at der er,« siger Anne Bjørn, COO i Aarhus og Horsens Taxa.
Faste vognmænd i Skanderborg
Selskabet har allerede flere vognmænd, der har meldt sig til opgaven som fast tilknyttet Skanderborg. Vognmændene bor enten i eller tæt på Skanderborg, og derfor var det naturligt, at det var dem, der fik opgaven.
Der er samtidig lavet en aftale om, at de faste vognmænd som udgangspunkt bliver i Skanderborg. Hvis de får en opgave med at hente en kunde i Skanderborg og køre vedkommende ud af byen, så der kommer til at mangle biler i området, skal de kontakte selskabets døgnbemandede kundecenter, så der kan sendes andre biler til Skanderborg.
»Hvis der er behov for nogle flere vognmænd, så trækker vi på alle de vogne, vi har i Aarhus og Horsens, som er på standby, hvis der skulle blive travlt,« siger Anne Bjørn.
Skanderborgs lokale taxaforening kan, når den åbner, kontaktes døgnet rundt på telefonnummer 89 48 48 86.
På sigt vil man også kunne bestille en taxa i en app, men til at begynde med kan taxaer i Skanderborg bestilles i Aarhus Taxas app.
læser
lige nu