Fortsæt til indhold

Anders cykler Jylland rundt for at besøge alle brune værtshuse

28-årige Anders Melsen sagde sit job op og opsagde sin lejlighed for at komme væk fra hamsterhjulet. Nu cykler han gennem Jylland for at besøge alle brune værtshuse.

Kultur og byliv

Han har opsagt sin lejlighed i Aarhus, solgt sine ting og pakket sine cykeltasker for at cykle rundt i Jylland.

Ikke for at opleve dansk kulturarv eller nationalparker – eller i hvert fald ikke kun derfor – men for at besøge alle de brune værtshuse i Jylland.

»Jeg elsker at rejsecykle, og så elsker jeg brune værtshuse. Så derfor kombinerede jeg de to ting og ser, om det er noget, folk gider at se,« siger Anders Melsen.

Ruten begyndte for knap to uger siden i Padborg på Toldboden Øl og Vinstue. Herfra fortsætter turen gennem hele Jylland, inden den efter planen slutter på Linie 74 i Skagen. Undervejs regner han med at tilbagelægge omkring 3.000 kilometer.

Jeg kan godt forstå, at nogen synes, det er vildt, at jeg siger min lejlighed op og sælger alt, hvad jeg har. Men den stabilitet, som et normalt arbejde og en fast lejlighed giver, siger mig ingenting
Anders Melsen

Anders Melsen forventer at nå Skanderborg om to måneder, hvorfra han cykler videre mod Aarhus, Favrskov og Djursland.

Hele cykelturen deler han på Instagram, YouTube og TikTok under navnet »Værtshusrytteren«. Her fortæller han om de forskellige værtshuse og beskriver, hvilke faciliteter der er, og hvad han synes fungerer godt.

På Instagram er der i skrivende stund 15,6 tusinde, der følger med.

»Folk elsker det. Det med at kombinere cykling og værtshuse har virkelig ramt en danmarkssjæl, det er måske også derfor, der er så mange, der følger med,« siger han.

Anders Melsen deler sit eventyr på sociale medier. Privatfoto

Ud af hamsterhjulet

Før Anders Melsen satte sig på jernhesten og cyklede afsted, levede han det, mange ville kalde et helt almindeligt liv.

Den 28-årige østjyde, der er opvokset i Ebeltoft, boede indtil for nylig i Aarhus og arbejdede som langtidsvikar hos AVK i Galten. Jobbet tog han blandt andet for at spare op til cykelprojektet.

Tidligere har han også læst filosofi på Aarhus Universitet, men han droppede ud efter andet semester, fordi han ikke kunne komme igennem eksamensperioderne.

»Jeg kan godt forstå, at nogen synes, det er vildt, at jeg siger min lejlighed op og sælger alt, hvad jeg har. Men den stabilitet, som et normalt arbejde og en fast lejlighed giver, siger mig ingenting,« siger han.

»Det med at være i hamsterhjulet er ikke noget for mig. Tiden går for hurtigt. Når jeg er herude i naturen, så bliver jeg glad. For mig er det her bare frihed.«

Ikke første gang

Det er langt fra første gang, Anders Melsen tager på cykeleventyr.

Han prøvede første gang at rejsecykle for sjov, fordi han syntes, det virkede som en anderledes måde at rejse på. Siden fandt han ud af, at det var noget, han havde lyst til at gøre igen og igen.

Her har han cyklet i Tyskland og flere gange i Norge.

Derfor besluttede han sig i september sidste år for at spare op til endnu et cykeleventyr – denne gang gennem Jylland.

»Jeg tænkte, at der er mange værtshuse i Jylland. Jeg gider ikke Sjælland, for så ville jeg bo i København i så mange måneder, fordi der er så mange værtshuse der,« siger han med et grin.

Jeg besøger maks. tre værtshuse på en dag, og jeg får mellem en og tre øl hvert sted. Så jeg drikker omkring 40 genstande om ugen
Anders Melsen

Forældrene havde ét krav

Anders Melsen har fået stor støtte til sit projekt af familie og venner.

Alligevel havde hans forældre ét enkelt krav.

»De siger, at jeg ikke må blive alkoholiker,« fortæller han med et grin.

Privatfoto.

Alkoholindtaget svinger også fra dag til dag, hvor der typisk ryger mellem tre og ni øl ned.

»Jeg besøger maks. tre værtshuse på en dag, og jeg får mellem en og tre øl hvert sted. Så jeg drikker omkring 40 genstande om ugen,« siger han.

Gode råd

Går du med overvejelser om at opsige din lejlighed, sælge alt, du har, og tage afsted på cyklen, har Anders Melsen et enkelt råd.

Man skal ikke følge sin drøm for hver en pris. Hvis jeg ikke synes det her er sjovt om 100 dage, så stopper jeg
Anders Melsen

»Spar op og hav noget, du kan falde tilbage på. Lad være med at gøre det hvis du kun har 5000 kroner på kontoen,« siger han.

Selv havde han sparet 50.000 kroner op ved sit job i Galten, og så havde han også »nogle penge på kistebunden«, som han selv kalder det.

Anders Melsen regner med, at hele rejsen tager omkring et halvt år.

»Man skal ikke følge sin drøm for enhver pris. Hvis jeg ikke synes, det her er sjovt om 100 dage, så stopper jeg,« siger han.

Hvis du vil følge Anders Melsens rejse, kan du finde ham lige her.

Se video: