Fortsæt til indhold

Aarhus-hoteller får særlig certificering

Kæden bag vil sikre, at miljøindsatsen udvikler sig og ikke stopper ved certificeringen.

Kultur og byliv
ceb

De to Four Points Flex by Sheraton-hoteller i Viby og Skejby er netop blevet Green Key-certificeret.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

For Core Hospitality, som driver Marriott-varemærkerne Fairfield, Residence Inn og Four Points Flex i Danmark, skal Green Key først og fremmest være et værktøj, der gør miljøarbejdet mere konkret og systematisk på tværs af hotellerne.

»Green Key hjælper os med at sætte tydelige mål og krav til, hvor vi kan gøre en forskel. Samtidig giver certificeringen os en fælles struktur, som vi kan arbejde videre ud fra,« siger Sebina Christiansen, der er projektkoordinator hos Core Hospitality, i pressemeddelelsen.

Arbejdet med certificeringen har allerede ført til konkrete ændringer. Hotellerne har blandt andet reduceret vandforbruget og skærpet affaldshåndteringen med fokus på, at mest muligt affald bliver genanvendt, mens resten bortskaffes så miljøvenligt som muligt.

Allerede inden Green Key-certificeringen arbejdede hotellerne med en række grønne initiativer – blandt andet med at reducere ressourceforbruget og forlænge levetiden på materialer og inventar.

Blandt initiativerne er genbrug af håndklæder ved længere ophold, donation og reparation af møbler og tekstiler, postevand som alternativ til flaskevand, cykeludlejning, ladestandere til elbiler, sedumgræs på flere tagarealer og solpaneler på flere hoteller.

Certificeringen sætter ikke punktum for de initiativer, der allerede er gennemført. Tværtimod skal Green Key bruges som afsæt for at sætte nye mål og løbende finde flere steder, hvor hotellerne kan reducere deres miljøpåvirkning, skriver kæden.

»Det vigtigste for os er, at Green Key ikke bliver et mærke, vi opnår og derefter lægger på hylden. Det skal være et aktivt værktøj, der hjælper os med løbende at sætte nye mål og finde de områder, hvor vi kan gøre det endnu bedre,« siger Peter Haaber, der er administrerende direktør hos Core Hospitality.