Nyt moderne million-anlæg til atletik åbner nu
Et nyt og moderne atletikanlæg ser dagens lys i det nordlige Aarhus. »Det er blevet et rigtig godt sted for atletikken i Aarhus, og vi glæder os til at få endnu mere liv på anlægget i de kommende år,« lyder det fra sportschef i Aarhus Fremad Atletik Peter Johansen.
19. august klippes snoren til det nye atletikanlæg, beliggende på Vejlby-Risskov Idrætscenter.
Anlægget er støttet af Salling Fondene og skal være et nyt samlingspunkt for atletikken og løbefolket i den nordlige del af byen.
Det skriver Kultur og Borgerservice i en pressemeddelelse.
Atletikmiljøet i det nordlige Aarhus får dermed nye, moderne rammer at udfolde sig på ved Vejlby-Risskov Idrætsanlæg.
»Jeg glæder mig meget over, at vi nu kan indvie anlægget. Atletik er for alle, og det afspejler anlægget også. Det er ikke kun et anlæg for dem, der jagter medaljer. Det er et anlæg for alle, der har lyst til at bevæge sig, hvilket er vigtigt for mig. Når byen vokser, skal mulighederne for at være aktiv følge med,« siger rådmand for Kultur og Borgerservice Jesper Kjeldsen (S).
Det nye anlæg omfatter fire rundløbsbaner, seks baner til 100 meter-løb samt faciliteter til spring- og kastediscipliner. Derudover er der etableret en fodboldbane i anlæggets midte, som skal benyttes af VSK Aarhus.
Faciliteten er designet til at være åben og tilgængelig for alle - både foreningsidræt og selvorganiseret træning.
Anlægget får Aarhus Fremad Atletik som primær bruger, men vil også kunne benyttes til idrætsundervisning for byens skoler og uddannelsesinstitutioner.
Glæder sig til mere liv på anlægget
Hos Aarhus Fremad Atletik er man glad for, at de nye faciliteter er klar til brug, efter at deres oprindelige baner blev fjernet i forbindelse med omdannelsen af Vejlby Stadion, hvor AGF’s Superligahold den seneste tid har haft hjemmebane.
»Vi er rigtig glade for det nye atletikanlæg. Da vi måtte sige farvel til løbebanerne på Vejlby Stadion, var det selvfølgelig med en vis vemod, for stadion havde en helt særlig atmosfære. Til gengæld har vi fået et moderne og funktionelt atletikanlæg, som på mange områder giver os bedre muligheder for den daglige træning end tidligere.«
»Det er blevet et rigtig godt sted for atletikken i Aarhus, og vi glæder os til at få endnu mere liv på anlægget i de kommende år,« siger sportschef i Aarhus Fremad Atletik Peter Johansen.
Det nye anlæg er støttet af Salling Fondene med 10 millioner kroner.
»I Salling Fondene glæder det os, at vi har været med til at skabe nye rammer for atletikken i den nordlige del af Aarhus. Det nye anlæg giver endnu flere foreninger og aarhusianere mulighed for at dyrke idræt og bevæge sig i hverdagen, og vi håber, at det bliver et aktivt samlingspunkt i mange år fremover,« siger Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.
Indvielsen 19. august er åben for alle interesserede og begynder klokken 16.30 på adressen Hvidkildevej 11.
Her vil der være officielle taler, indvielsesceremoni, en masse aktiviteter for store og små samt kølige drikke og snacks til de fremmødte.
læser
lige nu