Tag hele familien med bag kulissen på et af landets største hospitaler
Søndag den 6. september slår Aarhus Universitetshospital dørene op til Åbent Hospital, hvor hele familien kan komme tæt på hverdagen, fagligheden og teknologien på et moderne universitetshospital.
Hvordan ser en ambulance ud indvendigt? Hvad sker der med blodprøver, efter de er taget? Og hvordan klargøres tusindvis af kirurgiske instrumenter til operationer?
Alt det og meget mere kan du blive klogere på, når Aarhus Universitetshospital fra kl. 10-14 åbner dørene til Åbent Hospital – et landsdækkende arrangement i regi af Danske Regioner, som samme dag foregår på hospitaler i hele landet.
Nogle af medlemmerne fra Sundhedsråd Aarhus er også til stede på dagen.
Der er aktiviteter for hele familien – både indendørs og udendørs. Gå på skattejagt gennem haverne mellem Forum og Forsyningsbyen eller besøg de mange forskellige stande og tag på rundvisninger i hospitalskøkkenet, psykiatriens venteområde eller i sterilafdelingen.
Få en rundvisning i Hospitalskøkkenet, se en ambulance indefra, pplev, hvordan 3D print bliver brugt til kirurgi, hør om e-cykling i retspsykiatrien – og træd selv i pedalerne, tag en tur i fæceslab, test dine lunger og dit håndgreb, hør om bloddonation og fedtvæv som medicin, besøg det kreative værksted, hør musik og mere på dagen.
Arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding. Det foregår i Forsyningsbyen: Område S, Palle Juul-Jensens Boulevard 240 og Forum: Indgang A, Palle Juul-Jensens Boulevard 11.