Fortsæt til indhold

Loppebutik genåbner i Ørsted

Efter mere end otte måneders lukning, åbner Spejderlopper og Retro igen.

Kultur og byliv

Spejderne i Ørsted har gennem hele 2026 kæmpet for at skabe et eldorado for alle, der interesserer sig for genbrug og retro. Arbejdet er nu færdigt, og lørdag 29. august slår de dørene op for publikum.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra spejderne i Ørsted.

Den nye butik får til huse i en del af spejderhuset på Rougsøvej 170 i Ørsted. Der er indrettet mere end 200 kvadratmeter med alt fra nips og lamper til tøj og værktøj. Og på det store areal udenfor bliver der også salg af alt mellem himmel og jord. Ved åbningen 29. august har spejderne lånt Rougsøskolens cykelkælder, hvor der er masser af møbler og alle mulige tekniske finurligheder.

Spejderne er totalt vejruafhængige, da den store bålhytte kan rumme mere end 100 mennesker, og der er masser af telte, så regn er ikke en hindring for et rigtig godt marked.

Den første åbning markerer en ny æra for Spejderlopper og Retro. Der vil fremover blive holdt marked fem til ti gange om året, og spejderne samler løbende effekter, så der altid er masser af nye ting på hylderne. Lige nu er de bugnende fulde, da intet på hylderne tidligere har været til salg.

Åbningsdagen er en del af ELRO Dage, og det betyder, at der både er musikalsk underholdning, der leveres af Fredagsorkesteret, og for børnene kommer selveste Sherif Haps og underholder. Derudover er der tombola med gevinster, kæmpe budbod med mere end 100 effekter og salg af øl og frankfurtere. For børnene er der også mulighed for at lave snobrød over bål.

Programmet starter kl. 10 og slutter kl. 13.