Fortsæt til indhold

Sådan serverer Aarhus Teater en særlig sød bøf for vegetaren

Familien bliver meget voldsom overfor en ung kvinde, som vil ikke vil spise kød i forestillingen Vegetaren på Studioscenen. Så der skal spises råt kød - men gør de nu det?

Kultur og byliv

På Aarhus Teater serverer de helt særlige kødretter i stykket Vegetaren, der får premiere 9. september. Kødet er ikke tilberedt af dygtige kokke, men af opfindsomme scenografer og rekvisitører.

Resultatet er råt kød, som vegetaren og hendes familie skal spise på scenen aften efter aften. Og hvordan kan man det uden at forgifte skuespillerne?

»Jeg har købt 34 kilo vingummi og skumfiduser,« siger rekvisitøren Bente Laurenz Jacobsen.

I forestillingen Vegetaren indgår mange forskellige former fra kød, som er lavet af vingummi, skumfiduser og vaniljepulver. Foto: Tahmasbi

Hun har løst opgaven ved at tage på indkøb hos Fleggaard.

Vi møder hende i kælderen under Aarhus Teater, hvor hun står i et værksted og smelter vingummi i en gryde. Det hælder hun ud på bagepapir, hvor det størkner i en passende form.

Rekvisitøren er på værkstedet for at møde os og vise os processen. Der ligger et kunstigt æble, som nogen måske har taget en bid af. På opslagstavlen hænger opskriften på, hvordan man former en lort.

I den ene side af rummet er der et køkken, i den anden er der hylde efter hylde efter hylde med kasser fulde af bånd, stof, kugler, tape, klister, prikker og perler.

Til daglig arbejder hun ikke her men i et sterilt køkken med hårnet på. Der er alt som i et industrikøkken. Så skuespillerne kan trygt sætte tænder i bøfferne, som de dog ikke nødvendigvis spiser i virkeligheden.

Der skulle 34 kilo vingummi til sat løse rekvisitørens opgave om at skaber en masse råt kød til forestillingen Vegetaren. Foto: Tahmasbi

»Jeg sad og spiste slik sammen med min søster, da jeg var ved at udvikle på idéen til kødopgaven. Og så slog det mig lige pludselig, at jeg tidligere har brugt slik til noget, skuespillerne skal kunne have i munden uden at få det dårligt,« siger Bente Laurenz Jacobsen.

Hun har tidligere skabt noget, der for eksempel ligner blod, sæd, urin, hjernemasse, lort og afskårne arme, så der er masser af erfaring at bygge på.

Særligt kirsebær og jordbærvingummier har en god farve når de skal formes til noget, der ligner kød. Skumfiduserne bliver brugt til at illustrere marmorering.

»Det er det kunstneriske fedtarbejde,« siger hun, mens hun rutineret arbejder skumfidusen ind i vingummimassen med en pensel. Det ligner utrolig præcist en fedtkant og marmoreringen i kød.

Vingummikødet skal se naturtro ud, når Vegetaren udfolder sig de skrå brædder. Foto: Rumle Skafte

»Jeg lukker det med dette magiske vaniljepulver,« fortsætter hun, mens hun arbejder en absolut ikke tilfældig variant af vaniljepulver ind i massen for at gøre den stiv.

»Det får masser af kærlighed. Nogle af dem bliver mere heldige end andre, når de tørrer. Denne her er for mærkelig i formen og stiv, så den skærer jeg i mindre stykker, som de også skal bruge på scenen. Intet går til spilde i dette her kødkøkken,« smiler Bente Laurenz Jacobsen.

»Men denne her er en præmiebøf,« siger hun og holder begejstret en fin bøf op.

Familien tager barske metoder i brug, når de vil overbevise vegetaren om, at hun bør spise kød. Foto: Rumle Skafte
Din krop lugter af kød
Citat fra forestillingen Vegetaren
Familien gumler meget gerne på kød for at overbevise vegetaren om, at det er godt. Foto: Rumle Skafte

Vegetaren er en både voldsom og poetisk historie om en ung kvinde, hvis familie slet ikke forstår, at hun en dag pludselig ikke længere vil spise kød.

Indtil da har Yeong-Hye aldrig gjort noget videre væsen af sig hverken i sit ægteskab eller på sit arbejde.

Men da hun en dag vågner efter en skræmmende, blodig drøm, beslutter hun, at hun aldrig mere vil spise kød.

Hun vil være vegetar, forvandle sig til et træ og gå i ét med naturen.

For alle omkring hende er det horribelt. De ser hendes stilfærdige protest som et oprør mod selve de normer, der samler familien og samfundets orden.

Romanen Vegetaren var det store gennembrud for den sydkoreanske forfatter Han Kang, som i 2024 fik Nobelprisen i litteratur.

Yeong-Hyes skandaløse fornægtelse af kødet fortælles af tre personer: hendes mand, hendes svoger og hendes søster. Og de presser hende hårdt i et forsøg på at pille de underlige idéer ud af hende.

Vegetaren vises på Studioscenen fra 9. september til 13. oktober.

Se video: