Kom med til familie-arrangement med skumfiduser gyserhistorier
Natten gemmer på helt særlige oplevelser, hvor lydene, mørket, luften og skyggerne gør at alt ser anderledes ud og opleves på en ny måde.
Kyst- og Fjordcenteret og Norddjurs Biblioteker inviterer Lørdag 5. september til familiearrangement med gyserhistorier og hygge omkring bålet. Det er i forbindelse med den årlige event “Nat i naturen” at de to formidlingssteder har fundet sammen om at lave et arrangement hvor litteratur, historier og naturoplevelser supplerer hinanden.
Det skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
Fra kl. 17:30 gøres klar til at man kan lave sin egen aftensmad i Kyst- og Fjordcenterets store bålkøkken og derefter finde sin soveplads, hvis man har lyst til at vågne op næste morgen til fuglefløjt og naturens lyde. Kyst- og Fjordcenteret har flere forskellige sovemuligheder, og alt efter vejret kan det være, der er nogen, der har mod på at tilbringe natten i en hængekøje under åben himmel. Eller måske er man mere typen til shelter eller lavu.
Når mørket falder på sørger biblioteket for bål(u)hyggen ned gyserhistorier til både de hardcore og de mere hyggeligt anlagte med varm kakao og ristede skumfiduser til.
Det er hverken første eller sidste gang at Kyst- og Fjordcenteret og biblioteket går sammen om at skabe spændende oplevelser, der er nemlig mange muligheder i at kombinere naturoplevelser med læseoplevelser. Sanserne bliver skærpet på en særlig måde når man eksempelvis læser om noget, der foregår i en mørk skov, mens man sidder der og kan høre lydende og mærke kulden. Man oplever pludselig både naturen på en anden måde og også læsningen får en helt ny dimension, lyder det i pressemeddelelsen.
Et helt døgn i naturen eller så længe man har lyst, der er frit valg. Man behøver hverken være erfaren friluftsentusiast eller have styr på avanceret udstyr for at være med. Her kan man tage det i sit eget tempo, stille spørgsmål og få hjælp undervejs, uanset om man vil overnatte eller tager hjem og sover i sin egen seng.
Faktisk har man mulighed for at tilbringe hele dagen på Kyst- og Fjordcenteret da der er gratis adgang for alle fra kl. 10 i forbindelse med ELRO-dagene.