Fortsæt til indhold

Ole købte et faldefærdigt mejeri for 550.000 kroner. I dag summer stedet af liv og lys

Ole Vendelbo markerer sit 50-års jubilæum som selvstændig med en reception på Thorup Mejeri, hvor hans mangeårige indsats har forvandlet stedet til et lokalt samlingspunkt.

Kultur og byliv

I 1997 overtog iværksætteren og altmuligmanden Ole Vendelbo, 77, det nedlagte Thorup Mejeri ved Knebel Vig.

Dengang stod bygningerne som en ruin, men i dag er stedet forvandlet til et samlingspunkt for både lokale og besøgende.

Fredag 4. september inviterer Ole Vendelbo til reception på mejeriet i anledning af sit 50-års jubilæum som selvstændig.

»Da jeg blev ringet op af en god ven og spurgt, om jeg ville købe et nedlagt mejeri, sad jeg i min musikforretning i Aarhus,« husker Ole Vendelbo.

Det her sted kan noget, kan jeg huske, jeg tænkte

Spist noget forkert?

»Jeg spurgte min ven, hvad han havde spist til morgenmad, men jeg tog alligevel ud for at kigge. Nysgerrig, som jeg er,« griner han.

Det, han mødte, var en forfalden bygning, men beliggenheden, et rejehop fra stranden ved Knebel Vig, overbeviste ham.

»Det her sted kan noget, kan jeg huske, jeg tænkte.«

550.000 kroner for herligheden

Ole Vendelbo endte med at købe det historiske mejeri for skaldede 550.000 kroner.

Siden har han løbende brugt kræfter på at sætte det cirka 2.000 kvadratmeter store bygningskompleks i stand, så han kunne drive forretning på stedet.

Først blev der udlejet campingvogne, senere blev der indrettet café, spillested og galleri. Altid med skiftende lejere.

I dag rummer Thorup Mejeri både café, galleri, genbrugsbutik, gin-destilleri og isproduktion i de yderst fine lokaler, hvor historien naturligvis emmer.

»Jeg har det fint med at være tovholder eller vicevært, om du vil, i mejeriet. Det er som oftest mig, mine lejere kommer til med ønsker om indretning eller ting, der skal laves.«

Fra ruin til liv

Café Slow drives af Noemi Maltese med en fortid i Palermo på Sicilien. Hun går glimrende i spænd med den gamle iværksætter på 77, der 4. september inviterer til reception i anledning af, at det er 50 år siden, han begyndte som selvstændig. Foto: Lars Norman Thomsen

Café Slow drives af Noemi Maltese og hendes medarbejdere. Her kan gæsterne købe kolde og varme drikke, hjemmelavet italiensk is og mad lavet af lokale råvarer.

Hun er fra Palermo på Sicilien og også involveret i driften af Restaurant Mols Bjerge sammen med mor og far, ægtefælle med flere. Her serverer de italienske specialiteter og lækkerier.

Café Slow og den store terrasse ligger ud til vandet med udsigt over Knebel Vig.

I sommerperioden holder Thorup Mejeri åbent hver dag fra klokken 11 til 17. Af og til med musikalske indslag.

Galleriet har skiftende udstillinger med kunstnere og rummer blandt andet kubistiske og abstrakte malerier, betonkunst, keramik og porcelæn. Der afholdes også løbende arrangementer og workshops, hvor besøgende kan møde udstillerne. Galleriets åbningstider følger caféens.

Nu, hvor efteråret banker på, drosles åbningstiden i caféen ned til hver lørdag og søndag plus højtiderne.

Indendørs fremtræder det gamle mejeri med New Yorker døre indtil galleriet. Foto: Lars Norman Thomsen

Loppefund

Genbrugsbutikken TakeNOW holder åbent med loppefund, og der er løbende arrangementer og events.

Butikken bestyres af Jan Scherfig, 45, som ejer hele TakeNOW-kæden. Han har en baggrund inden for it og har i mange år arbejdet med ledelse. Da han ikke længere ønskede et arbejdsliv på kontor, kom TakeNOW ind i billedet, og for nogle år siden købte han hele kæden.

Mols Destilleri er en familievirksomhed. Siden 2020 har virksomheden haft fokus på at skabe smagsoplevelser med vægt på historien bag produkterne.

Der arbejdes med sankning, økologiske råvarer og udnyttelse af overskudsprodukter fra andre producenter.

Det nyeste er lokal isproduktion. LOKAL er håndlavet gelato. Folkene bag arbejder med danske, økologiske mejeriprodukter og ordentligt håndværk inspireret af nordisk - især Djursland — natur og livet.

Et arbejdsliv med skift

Bygningerne bærer stadig præg af deres fortid som mejeri, og flere steder kan man se de originale fliser og spor fra mejeriets storhedstid som midtpunkt for omegnens landmænd med køer i stalden og på markerne.

Ole Vendelbo er født i Sunds ved Herning. Han har gennem livet taget flere uddannelser og har blandt andet arbejdet som gartner, musikhandler, aftenskolelærer i musik og klaverstemmer. Han har også en handelsuddannelse på cv’et.

I 1971 var han ude for en alvorlig trafikulykke, som havde store konsekvenser for ham både fysisk og mentalt.

Det betød, at han måtte opgive gartnerfaget. Han måtte omskoles og uddannede sig derfor til musikhandler i Randers i perioden fra 1973 til 1976.

Allerede før blækket på papiret, der fortalte, at uddannelsen var hjemme, var tørt, åbnede han i 1976 sin første musikforretning i Mørke.

»Jeg startede 2. september 1976 i Mørke med en musikforretning, og siden har jeg drevet musikforretninger i 30 år flere steder, mest i Aarhus. Sideløbende har jeg haft andre aktiviteter ved siden af. Jeg spiller også musik og har gjort det i mange år,« fortæller altmuligmanden.

I dag spiller Ole Vendelbo dog ikke så meget ude som tidligere.

Når han optræder, er det oftest sammen med en kvinde på vokal.

»Vi spiller alt muligt, og det er ikke suppe-steg-og-is-musik. Det begreb eksisterer ikke længere. Vi spiller glad musik, hvor jeg sidder bag tangenterne,« siger han.

Stadig gang i projekter

Gennem årene opbyggede Ole Vendelbo også en stor ejendomsportefølje, som har bidraget til at give smør på brødet.

I dag har han to ejendomme tilbage.

På spørgsmålet om, hvorfor han ikke bare sætter sig tilbage og nyder sit otium, svarer han prompte: »Det er slet ikke mig. Jeg skal have noget at rive i og se, at der sker noget. Jeg ville kede mig ihjel ved bare at sidde og trille tommelfingre,« griner han.

»Jeg er fortsat i topform og elsker at bruge mine hænder, hvis der er noget, der skal laves.«

Ole Vendelbo bor fortsat på mejeriet, hvor han har indrettet en del af bygningerne til bolig. I privaten fylder hans store hobby, modeltog, en væsentlig del af hjemmet.

Han har selv stået for indretningen, hvor modeljernbaner har fået en central plads.

»Det er min helt store interesse, og der er faktisk mange, som deler den, har jeg opdaget.«

Det skal heller ikke forglemmes, at Ole Vendelbos stemme ofte kan høres i æteren på Radio Rønde - Syddjurs Lokalradio. Her sidder han også med i bestyrelsen og har gjort i det 30 år.

Reception på mejeriet fredag

Ole Vendelbo har tre børn. Hans kone døde alt for tidligt i 1998. Hans ældste datter er hans regnskabsfører.

I anledning af jubilæet inviterer Ole Vendelbo familie, venner og bekendte til reception på Thorup Mejeri fredag den 4. september klokken 12-18.

Her vil der være mulighed for at gense gamle bekendte, nyde en forfriskning i caféen og opleve de historiske bygninger. For dem, der vil nyde naturen, ligger stranden ved Knebel Vig kun få skridt fra mejeriet.

Thorup Mejeri på Pakhusvej 17 i Knebel er i dag et samlingspunkt for både lokale og besøgende, hvor historie, kultur, natur og fællesskab går hånd i hånd.

Thorups Mejeris historie kan man læse på plancher i caféen. Fotos: Lars Norman Thomsen
Se video: