Fortsæt til indhold

Det så du ikke på tv: Niels fra "Alene i vildmarken" afslører den egentlige årsag til, at han tog hjem

I lørdagens finaleafsnit af "Alene i vildmarken" siger Niels Ulrik Drescher, at han ville hjem efter 40 dage, fordi det var »en fuldkommen oplevelse«. Nu giver østjyden den fulde forklaring på, hvorfor han tog hjem.

Kultur og byliv

Lørdag aften løb sidste afsnit af DR’s populære tv-program ”Alene i vildmarken” over skærmen. Tre deltagere var tilbage, og en af dem var østjyden Niels Ulrik Drescher, der har taget seerne med storm i denne sæson. Flere har gisnet om, hvorvidt han ville tage sejren, men sådan gik det ikke. Efter 40 dage valgte han at sige stop.

I finaleafsnittet siger han, at grunden til, at han gerne vil hjem, er, at det har været »en fuldkommen oplevelse«.

Der ligger dog mere bag denne forklaring.

»Det er så simpelt, som at jeg ikke havde mere tid,« siger han og fortsætter:

»Jeg ville rigtig gerne have været der i længere tid og opleve mig selv blive knækket. Jeg gad godt vide, hvor meget der skulle til.«

Det var nemlig eksamener, studiejobbet og en kommende flytning, som gjorde, at han måtte tage hjem efter lidt over en måned i vildmarken.

Satte en tidsgrænse for sig selv

Niels Ulrik Drescher er medicinstuderende på Aarhus Universitet. Han besluttede sidste år at splitte sit 6. semester op og skulle kun have et enkelt fag på efterårssemesteret. Efter en periode, hvor han havde haft meget at se til, trængte han til at komme ned i gear og have god tid til de ting, han godt kan lide.

Kort efter så han, at ”Alene i vildmarken” søgte deltagere. Han meldte sig til, og efter en lang optagelsesproces fik han beskeden om, at han var en af de ni deltagere, der skulle afsted på overlevelsestur til Finland i september sidste år.

Inden han tog afsted, satte han dog en tidsgrænse for sig selv på, hvor længe han kunne blive i vildmarken: 30 dage. Den manglende tilstedeværelse i en måned ville ikke påvirke hans studie for meget, idet han kun havde et enkelt fag. Han blev dog grebet af stemningen ved at være i den finske natur og endte med at blive der i alt 40 dage. Men så var det også slut og tid til at tage hjem.

»Jeg er superglad for min beslutning selvom jeg er irriteret over, at jeg ikke kunne cleare min kalender. Men herregud. Alternativet havde været ikke at tage afsted.«

At det ikke lykkedes at cleare kalenderen, gør dog ikke oplevelsen mindre fuldkommen.

»På de 40 dage fik jeg suget alt det ud af det, som jeg overhovedet kunne på den lånte tid, jeg nu var der på. Så jeg havde fået alt, jeg kom efter,« fortæller den 27-årige naturelsker og fortsætter:

»Jeg håber ikke, folk bliver vrede over, at jeg ikke havde sat 100 dage af.«

Vinderen af ”Alene i vildmarken” sæson 10 blev Rasmus Kragh fra Djursland. Han satte en ny rekord på hele 63 dage som den danske deltager, der har opholdt sig længst tid i vildmarken nogensinde.

Se video: