Fortsæt til indhold

Ny købmand får en million kroner, hvis ellers borgerne selv kommer til lommerne – og den del halter

Borgere selv skal købe anparter for mindst én million kroner for at få adgang til pulje-midler af samme størrelse. Der er dog lang vej til målet.

Kultur og byliv

I Voldum er armene i hvert fald halvvejs oppe hos Klaus Bilde, der er direktør for anpartsselskabet Byens Hus Voldum.

Selskabet har til formål at skabe en borgerejet købmandsbutik i Voldum, og det projekt har netop modtaget en million kroner fra Den Nationale Landdistriktspulje.

»Pengene gør, at projektet er noget mere realistisk. Det var faktisk fuldstændig nødvendigt. Det er nemlig svært at fundraise til projektet, da fonde ikke må støtte kommercielle og erhvervsmæssige formål, og det kan vi jo ikke komme udenom, at det her er,« siger Klaus Bilde, der fortsætter:

»Vi lavede ansøgningen til Den Nationale Landdistriktspulje i samarbejde med Dagrofa, og deres mand fortalte os, at der var en stor sandsynlighed for, at vi ville modtage støtte, så jeg havde nok også sat næsen lidt op efter det, men det er alligevel en lettelse, at det nu er lykkedes.«

Men han »sidder kun med 50 procent lettelse,« som han selv udtrykker det. Millionen er nemlig betinget af, at Voldum-borgerne selv disker op med minimum en million kroner, og den del går altså lidt mere trægt, end direktøren kunne ønske sig.

»Det er jo sådan, at det er nemt nok at give tilsagn om, at man vil støtte projektet, men når pengene så skal overføres, går det ikke så hurtigt.«

Der er indbetalt 350.000 kroner ud af de 2.000.000 kroner, som er nødvendige, for at projektet kan realiseres.

»Jeg havde nok håbet, at det gik lidt hurtigere, end det gør. Derfor sætter vi nu nogle arrangementer op i september for at prikke lidt hårdere til borgerne,« siger Klaus Bilde.

Fristen for indbetaling af anparter er 1. oktober. Det er nemlig også dér, Byens Hus Voldum skal indsende dokumentation til Den Nationale Landdistriktspulje.

»En god investering«

Den eneste dagligvarebutik i Voldum er Min Købmand, men bygningerne, hvor butikken ligger i dag, er ikke længere velegnede til en moderne dagligvarebutik. Og bygningerne skal rives ned for at give plads til et nyt boligområde.

Grunden til en ny købmand er allerede købt af Byens Hus Voldum. Placeringen er ved siden af Voldum-Hallen, hvor der også vil skyde minimum 13 nye boliger op de kommende år.

Den nye butik skal være borgerejet, hvor borgerne gennem køb af anparter for 2.500 kroner kommer til at eje forretningen, og en ny købmand så lejer sig ind.

Håbet er, at der bliver købt anparter for to millioner kroner – det er 800 anparter á 2.500 kroner.

»Det bliver meget svært at realisere projektet, hvis vi ikke når op på to millioner kroner fra borgerne. Jo mindre husleje vi kan sikre ved at skaffe flest mulige penge, des større sandsynlighed er der for at have en købmand, som kan løbe rundt i fremtiden. Det er jo begrænset, hvor høj husleje en købmand kan betale,« siger Klaus Bilde.

For at realisere den nye købmandsbygning skal der også skaffes omkring to millioner kroner gennem fundraising – hvoraf der altså nu er et betinget tilsagn om halvdelen fra Den Nationale Landdistriktspulje.

De sidste to-tre millioner kroner til projektet bliver i form af kreditforeningslån.

Nu krydser Klaus Bilde fingre for, at der kommer skub i borgernes køb af anparter:

»Jeg håber, at Voldum-borgerne husker på, at de 2.500 kroner er en rigtig god investering. Omkostningen ved ikke at have en dagligvarebutik er bare større. Data fra Dagrofa viser, at husværdien falder med 10-15 procent, hvis en by pludselig står uden dagligvarebutik. Det tror jeg ikke, mange har lyst til eller kan tåle.«

Se video: