20.000 mennesker til byfest: »Det gør alting meget sjovere, når solen skinner«
Lilleåmarkedet ser tilbage på en vellykket forlænget weekend med tusindvis af glade gæster.
Vejret var med arrangørerne fra Lions Club Hadsten til årets Lilleå Marked, der fandt sted fra torsdag til søndag. Med det gode vejr fulgte masser af gæster, der hyggede sig på det store kræmmermarked, i tivoli, i teltene og med de mange udendørs aktiviteter i Lilleåparken i Hadsten.
»Jeg tror, vi nærmer os 20.000 gæster – der var ekstremt mange i går (lørdag). Hver gang der kommer en regnbyge, forsvinder der nogle, men bortset fra et par byger i dag har vi haft et fantastisk vejr, og det gør alting meget sjovere. De udendørs aktiviteter har været helt i top,« siger markedsformand Svend Erik Kristensen.
Sidste års Lilleå Marked gav et rekordoverskud på ca. 350.000 kroner, og markedsformanden gætter forsigtigt på, at årets overskud vil lande på omkring 300.000 kroner, som bliver uddelt til velgørende formål.
Som noget nyt havde arrangørerne valgt at give fri entré til festen i det store telt lørdag aften, hvor flere hundrede mennesker hyggede sig med dans og musik, mens der på samme tid var fyldt og fuld gang i det mindre telt, Løvehulen.
Markedsformanden har det overordnede overblik og ansvar for, at alt forløber i ro og orden, og at der er de ting på hylderne (mad og drikke), som publikum efterspørger.
»Vi ved jo ikke, hvad og hvor meget der bliver solgt, men så kan vi jo handle lidt ind undervejs i vores dejlige lokale supermarked.«
Man kan se det på smilet
Ud over arrangørernes mange egne aktiviteter kunne gæsterne fornøje sig i Nordisk Tivolipark, hvor der som sædvanlig var rigtig mange børnefamilier, og på den anden side af Lilleåen gik folk på opdagelse på det store kræmmermarked med op imod 100 boder, hvor man kunne købe alverdens ting og sager.
»Boderne har haft et godt marked. Det kan man se, når de smiler, når man går forbi, og jeg har også lige snakket med Tivoli, som siger, det har været vellykket at være i Hadsten,« fortalte Svend Erik Kristensen søndag eftermiddag kort før årets Lilleå Marked lukkede.
Søndag bød som sædvanlig på det populære Hadsten Træf, hvor nuværende og tidligere borgere fra Hadsten mødes i det store telt til et par hyggelige timer. Herefter kunne man gå videre til tarteletfestival i Løvehulen, hvor markedsformanden selv var med til at servere.
»Vi serverer Favrskovs største og bedste hjemmelavede tarteletter, som 180 mennesker havde købt billet til i Løvehulen tilsat lidt irsk musik, og det var dejligt,« sagde markedsformanden og konkluderede:
»Vi har simpelthen så dejlig en opbakning. Folk har været glade, og ingen har peget fingre, så man kan læne sig tilbage som formand og sige, det nok ikke er helt galt. Men selv en mand i min alder kan blive træt, og der er vi kommet til nu,« sagde Svend Erik Kristensen søndag eftermiddag.
Arbejdsdagen var dog langt fra forbi for hans vedkommende, for da det hele lukkede søndag kl. 16, skulle han og de andre Lions Club-arrangører med hjælp fra spejderne til at rydde op og pakke det hele sammen.
læser
lige nu