Fortsæt til indhold

Tivoli Frihedens direktør Henrik Ragborg Olesen har landet sit nye job

Efter 22 år som tivolidirektør, skal Henrik Ragborg Olesen nu gøre Aarhus til Danmarks største motionsby.

Kultur og byliv
sica

Henrik Ragborg Olesen tiltræder 1. oktober og skal være med til at realisere ambitionen om at gøre Aarhus til Danmarks førende løbe- og motionsby.

Aarhus Motion styrker nu organisationen og direktionen med Henrik Ragborg Olesen, der 1. oktober 2026 tiltræder som ny kommerciel direktør.

Det skriver Aarhus Motion i en pressemeddelelse.

Henrik Ragborg Olesen kommer med mange års erfaring fra Tivoli Friheden, hvor han har været direktør og arbejdet med ledelse, kommerciel udvikling, oplevelser og forretningsudvikling.

Han træder ind i en organisation, der befinder sig i en historisk spændende periode, lyder det fra Aarhus Motion.

2026 markerer Aarhus Motions 30-års jubilæum, og året har allerede budt på et succesfuldt Bestseller Aarhus City Half og senest en DHL Stafet, hvor mere end 50.000 deltagere fra Aarhus og resten af Østjylland var med til at fylde Mindeparken.

Seneste afviklede Aarhus Motion DHL Stafet, hvor mere end 50.000 deltagere fra Aarhus og resten af Østjylland var med til at fylde Mindeparken. Foto: Aarhus Motion

Samtidig står Aarhus Motion foran indflytningen i et nyt domicil i Viby, ligesom bestyrelsen har sat gang i arbejdet med en ny strategi for organisationens videre udvikling.

»Det er et fantastisk tidspunkt at få Henrik ind som kommerciel direktør. Vi står på et meget stærkt fundament i Aarhus motion, men vi har også en klar ambition om at flytte os endnu længere,« siger bestyrelsesformand Christian Budde.

»Vi har netop gennemført et fantastisk Aarhus City Half og en DHL Stafet med mere end 50.000 deltagere. Samtidig har bestyrelsen en vision om, at Aarhus skal være Danmarks førende løbe- og motionsby, med Aarhus Motion som en central aktør. Det strategiarbejde sætter vi i gang til efteråret, med den nye direktionen i førertrøjen,« uddyber han.

Tænder på timingen

Henrik Ragborg Olesen bliver en del af en direktion bestående af en kommerciel og en sportslig direktør.

Han skal dermed arbejde tæt sammen med den sportslige direktør Jeanette Boye Sørensen, som rigtig mange vil kende som mangeårig eventchef i Aarhus motion.

For den nye kommercielle direktør er det ikke alene forretningspotentialet, der gør Aarhus Motion interessant.

»Jeg glæder mig utrolig meget til at blive en del af Aarhus Motion. Det er en organisation, som både har en stærk forretning, nogle fantastiske events og et meget meningsfuldt formål,« siger Henrik Ragborg Olesen.

»Det, der især tænder mig, er koblingen mellem motion, fællesskab, oplevelser og folkesundhed. Aarhus Motion formår at få rigtig mange mennesker til at bevæge sig og samtidig skabe stærke fællesskaber omkring motion. Det synes jeg er både vigtigt og inspirerende.«

»Jeg kommer ind i et stærkt hold på et tidspunkt, hvor der er masser af energi og ambitioner. Det glæder jeg mig til at blive en del af – og til sammen med bestyrelsen, Jeanette, medarbejderne, de frivillige og alle vores samarbejdspartnere at være med til at udvikle Aarhus Motion endnu mere.«

Se video: