Fortsæt til indhold

Nu er genvejen i første sals højde fra Frederiksbjerg til Sydhavnen også åben i den anden ende - her er smutvejene

Trappenedgangen fra Kulbroen i Sydhavnen er færdig og fuldender smutvejen derfra til Aarhus C.

Kultur og byliv

1. juli åbnede Kulbroen fra Frederiks Plads til parkeringshuset Kulhuset på Sydhavnen i Aarhus. Man kunne gå over Spanien, og gå ned ved nogle af de terrasser, der kobler sig på broen. Men man kunne ikke komme op og ned i enden af broen ved Kulhuset i Sydhavnen.

Det kan man nu.

Opgangen til Kulbroen ved Frederiks Plads åbnede 1. juli, nu er nedgangen også åben. Foto: Tahmasbi

Det giver aarhusianerne flere muligheder for at komme rundt i området i første sals højde uden biltrafik og med en flot udsigt. På ruten mellem Frederiksbjerg og Sydhavnen kan man gå smutveje mellem Kulhuset, der er det nye rustfarvede p-hus og Frederiks Plads lige ved siden af Bruuns Galleri til den runde bygning Træ og til Hotel Belle Guldsmeden.

Træ er forbundet med en terrasse, der hører til restauranten Den Anden, som har en snirklet rød bro, der når jorden på den anden side af Træ ud mod Værkmestergade.

Der er opholdsrum og plantebede langs Kulbroen, som snor sig om Kulhuset. Foto: Tahmasbi

Belle Guldsmeden er koblet på broen via en stor tagterrasse med udeservering og en swimmingpool i et glashus . Man skal gennem hotellets reception i anden sals højde og ned med elevatoren derfra.

Ved årsskiftet kan man også komme op på og ned ad Kulbroen ved Kultårnet, der lige nu er pakket ind i plastik. Det bliver til et hus med kontorer, café og ikke mindst en elevator, man kan benytte.

Man må gerne gå gennem Belle Guldsmeden for at komme op på og ned ad Kulbroen. Terrassen, receptionen og restauranten ligger i anden sals højde, og man kan tage elevatoren ned derfra. Foto: Tahmasbi

Flere elevatorer til broen

Der bliver i alt tre elevatorer, som gør det muligt for så mange som muligt at bruge broen.

Der er en på Frederiks Plads, og nu er der endnu en ved Kulhuset, som ikke kun er et p-hus. men som også har en folkepark på taget.

I begyndelsen af 2027 åbner den elevator, som skal være i Kultårnet cirka midt på broen. Den vil føre op og ned fra Kultorvet, der bliver et samlingspunkt i området, og hvor Jumbo Bakery åbner caféen Erli.

Desuden har Belle Guldsmeden en elevator. Man må meget gerne gå gennem hotellets reception og restaurant, som ligger i anden sals højde, hvor det er forbundet med Kulbroen.

Udsigten fra toppen af Kulhuset. Foto: Tahmasbi
Man kan komme op på og ned ad Kulbroen ved Restaurant Den Anden. Foto: Tahmasbi

Åbning med drinks og snacks

Torsdag 27. august bliver snoren klippet af intet mindre end to rådmænd, der har arbejdet sammen om projektet: Nicolaj Bang fra Teknik og Miljø og Jesper Kjeldsen fra Kultur og Borgerservice.

Det gør de i selskab med arkitekten Lars Bendrup fra Transform og initiativtageren til Kulbroen, Martin Thim.

Også naboer i kvarteret er med til at fejre dagen og sætte fokus på fællesskabet i byens nye område og alt det, der knytter dem sammen, som for eksempel Kulbroen.

Det er blandt andre Njord Gin og restauranten Den Anden, som vil servere drinks. Café Erli der serverer snacks, og spillestedet Porter’s, som har rundvisninger. Desuden inviterer Belle Guldsmeden indenfor.

Der er kun nogle få minutters gang til Frederiksbjerg via Kulbroen. Foto: Tahmasbi
Se video: