Nyt bofællesskab for seniorer på vej: Skal frigive større boliger i Aarhus
Et nyt byggeri på Halmstadgade skal give seniorer mulighed for at flytte til mindre boliger og samtidig frigøre større boliger til andre aarhusianere.
Et nyt bofællesskab, hvor seniorer kan nyde deres otium, kan være på vej på hjørnet af Halmstadgade og Nehrus Allé i Aarhus N.
Målet med boligbyggeriet er at give flere seniorer mulighed for at flytte til noget mindre, samtidig med at det kan frigive større boliger andre steder i Aarhus.
Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
»Vi har brug for flere forskellige boliger i Aarhus, så der er noget at flytte efter, når behovene ændrer sig gennem livet. Når seniorer får attraktive muligheder for at flytte fra en stor bolig til noget mindre, kan det samtidig frigøre boliger til for eksempel børnefamilier. På den måde kan ét nyt boligprojekt være med til at skabe plads til flere aarhusianere,« siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø, i pressemeddelelsen.
Det er ejendomsudvikleren Innovater A/S, der står bag projektet. Tanken er, at boligerne skal være på mellem 50 og 90 kvadratmeter, og at de kommende beboere skal inddrages i udviklingen af projektet.
»Vi vil skabe et bofællesskab, hvor de kommende beboere får mulighed for at være med til at forme det sted og det fællesskab, de skal være en del af. Samtidig vil vi gerne åbne projektet mod lokalområdet og bygge videre på de fællesskaber og aktiviteter, der allerede findes her,” siger udviklingsdirektør i Innovater A/S, Andreas Bagunck, i pressemeddelelsen.
Bofællesskabet skal blandt andet rumme fælleshave, væksthus, fællesarealer og mindre opholdssteder, som skal give plads til både fælles aktiviteter og spontane møder mellem naboer. Boligerne får samtidig private udearealer.
Bygningen bliver op til seks etager og trapper ned til fire etager mod nabobebyggelsen. I stueetagen af bygningen er der også planer om en dagligvarebutik på 1.200 kvadratmeter.
læser
Skadedyr lammer lokal købmand. Kunder må vente i uvished
lige nu