Små mærker fortæller den store historie: Oplev Europa på en helt unik måde
Det er en klub med momentum, når Grenaa og Omegns Frimærkeklub igen byder velkommen til Store Byttedag i Pavillonen.
Da verdens første frimærke blev udgivet i England i 1840, var Danmark endnu 11 år fra at få sit eget. Siden fulgte land efter land, og på de små mærker kan man i dag aflæse et Europa i hastig forandring.
Det bliver et af blikfangene, når Grenaa og Omegns Frimærkeklub søndag 13. september igen inviterer til Store Byttedag i Kulturhuset Pavillonen.
Her tager klubbens nye formand Ole Rudkilde 36 plancher med frimærker fra de europæiske lande, der udgav mærker i 1800-tallet.
Samlingen rummer også mærker fra lande og småstater, som for længst er forsvundet fra landkortet, og giver således et billedligt indblik i et Europa i forandring.
»Det er den spændende historie bag hvert land. Man kan dykke ned og spørge: Hvad skete der egentlig i landet i den her periode?« siger Ole Rudkilde.
I 1800-tallet tog industrialiseringen fart, postvæsenet voksede, og både Tyskland og Italien bestod endnu af en lang række selvstændige stater. Derfor er udstillingen ikke kun for garvede samlere, understreger formanden.
»Frimærkerne fortæller også om Europas udvikling. Nogle af landene eksisterer ikke mere,« siger han.
Udstillingen møder gæsterne ved indgangen, hvor medlemmer af klubben står klar til at svare på spørgsmål.
Inde i Pavillonen i lokalerne Lille Momme og Store Momme vil 12-13 handlere og udstillere fylde bordene med frimærker, breve, postkort, album og mønter.
Giver lidt igen
Folk kommer traditionelt rejsende fra hele landet til byttedagen. Der er gratis adgang, og arrangementet løber fra klokken 10 til 15.
Man behøver dog hverken være samler eller komme for at købe. Har man arvet en samling og er i tvivl om, hvad den rummer, kan man tage den med og få klubbens hjælp til en vurdering.
Man kan også aftale, at medlemmerne kommer hjem og ser på en større samling.
»Det gør vi gerne. Det er også en måde, vi betaler vi lidt tilbage til dem, der har haft pårørende, som samlede frimærker,« siger kasserer John Andersen.
En klub i fremgang
Klubben går i øvrigt ind til årets byttedag med fremgang.
Den har aktuelt 28 medlemmer. Fire nye kom til i 2025 og yderligere to er allerede kommet til i år. Et muligt nyt medlem står desuden klar, når sæsonen begynder.
Det er usædvanligt i en hobbyforening, hvor medlemmerne generelt bliver ældre, og hvor mange klubber oplever tilbagegang.
Ifølge Ole Rudkilde hænger udviklingen blandt andet sammen med, at klubben har gjort mere for at fortælle om sig selv.
I den kommende sæson vil medlemmerne også ud og holde foredrag om eksempelvis Grenaas historie fortalt gennem postkort.
»Det handler lige så meget om at skabe et socialt samvær. Man skal synes, det er rart at komme her,« siger Ole Rudkilde.
»Det er også det, vi får at vide fra vores nye medlemmer. At de havde hørt, at vi er gode til at skabe et godt miljø hernede, hvor det er hyggeligt at være sammen. Vi synes, vi er et godt alternativ til dem, der måske ikke har så meget at gå til. Her får man lov at snakke og få noget viden om historien, så man også får en masse til hovedet med sig hjem,« tilføjer John Andersen.
Grenaa og Omegns Frimærkeklub mødes hver anden torsdag fra september-april.
Hvis man i øvrigt melder sig ind til årets byttedag, får man medlemskabet gratis resten af året.