Aarhus Festuges Natcabaret mangler i dén grad noget wow-faktor

Der er faktisk et par rigtig udmærkede numre med i årets udgave af Den Internationale Natcabaret, som fejrer 30-års jubilæum under Aarhus Festuge 2026.

Men der er noget overordnet ved konceptet, som bare ikke fungerer, og som trækker helhedsoplevelsen ned.

Der er fyldt fint op i den festligt pyntede sal på Hermans til premieren på Den Internationale Natcabaret 2026. Vanen tro sidder publikum ved store, runde borde forrest og ved langborde længst væk fra scenen. Forud for kabareten har de fleste spist en flerrettersmenu, som for mange er en del af traditionen. Nu skal selve showet begynde.

Normalt er stemningen høj på dette tidspunkt, om det så skyldes det gode selskab eller de våde varer, der er røget indenbords under middagen. Men i år falder premieren på en søndag, og måske derfor er publikum atypisk afdæmpet.

Danske Jan Svarrer åbner kabareten med en lang velkomsttale. Den er sjov, velskrevet og ganske finurlig, men ville nok have gjort sig bedre i et onemanshow eller en revy, hvor publikum på forhånd har indstillet ørerne på sproglige blomster.

Det samme gælder de følgende gange, Svarrer gennem kabareten vender tilbage med musikalske indslag. De er veludførte og leveret med god energi, men fremstår afkoblede fra resten af showet.

Imponerende artisterier

En schweizisk duo udfører imponerende artisterier i et langt reb ophængt i to trisser. Her flyver de på skift op og ned i en tydeligvis nøje indstuderet koreografi, som får det hele til at fremstå legende let og farligt på samme tid.

Ligeledes er den franske linedanserduo JusJus en fornøjelse at se på, når de til smittende sambarytmer danser hver for sig og sammen på linen, der er udspændt på tværs over scenen. Desværre er de to optrædener – som er veludførte og imponerende, men uden egentlig wow-faktor – aftenens højdepunkter.

Tre gange ser vi mandshøje dukker, der danser og synger playback. To gange køres en storskærm ind, hvorpå der projiceres billeder, som en kvinde på scenen tegner i sand – poetiske og smukke, helt bestemt, men det er i store træk samme optræden flere gange.

En ung, spansk kvinde viser sine talenter udi smidighed på et billardbord (!?), hvorefter hun demonstrerer, at hun kan affyre bue og pil med fødderne. Dog først efter at hun har smidt tøjet, så hun kan stå på hænder iført glitrende, rødt lingeri.

En svensk tryllekunstner viser sig at være overraskende fingerfærdig, men hans imponerende evner som lommetyv får ikke lov til at shine. De mange skift i stil, genre og kvalitet tager fokus fra, at der er enkelte numre, som egentlig er gode.

Selvom husorkesteret spiller godt mellem de forskellige optrædener, så bliver det en sært fragmenteret oplevelse at se natkabareten. Der er intet, der binder de meget forskellige numre sammen. Der er ingen retning eller overordnet dramaturgi, som skaber en form for logisk sammenhæng.

Og der er – som i de foregående år – markant kvalitetsforskel på de udvalgte numre. I år er der bare ingen showstopper, som opvejer middelmådigheden.