Fortsæt til indhold

Nu åbner ny bagerafdeling: »Alle kunder siger: ’Hold da ferie, er den SÅ stor«

Butik åbner et nyt bageriudsalg, der imødekommer et mangeårigt ønske fra byens borgere og håndværkere om frisk morgenbrød og betjening fra tidlig morgen.

Kultur og byliv

»Kunderne har råbt på et bageriudsalg, fordi der jo ikke er nogen bager i byen. De har sagt: ’Åh, kunne I ikke lukke op om morgenen, så vi kan få noget morgenbrød.’ Det samme har håndværkerne ønsket.«

Sådan siger brugsuddeler René Sørensen, der torsdag 3. september klokken 10 slår dørene op til Superbrugsen Hammels betjente brødudsalg.

Her vil man fremover mellem klokken 6.30 og 17 kunne købe kager, brød, et udvalg af lune tilbud samt franske hotdogs.

I samme ombæring udvider brugsen sin åbningstid med en time om morgenen. Hele butikken åbner altså fremover klokken 7.

»Nu får vi mulighed for at have et fuldt sortiment i kage og brød, og man får glæden ved at blive betjent,« siger brugsuddeleren.

Man vil også kunne købe en frisk kop kaffe i det nye brødudsalg, men både kaffen og de franske hotdogs er ikke klar fra dag et, da det rigtige grej ikke er ankommet.

Der mangler desuden lidt småtterier i forhold til finish, men sikkert er det, at bageriudsalget åbner nu.

Tager en luns af det grønne

Bageriudsalget ligger lige, når man træder ind i butikken, hvor der tidligere har været et forområde med blomster. Det er altså med andre ord ikke til at overse den nye afdeling.

»Alle kunderne kommer ind og siger: ’Hold da ferie René, er bagerafdelingen SÅ stor,« siger brugsuddeleren.

Bageriudsalget har hapset en luns af grøntafdelingen, men det har brugsuddeleren tidligere forklaret er helt fint:

»Vi fik bygget grøntafdelingen voldsomt stor, da vi byggede om. Det har gjort det sværere at drifte den positivt. Der er for meget madspild.«

I dag siger René Sørensen da også:

»Jeg synes, at kunderne giver udtryk for, at det nu er meget mere overskueligt og godt.«

SuperBrugsen Hammel er den første butik, der åbner med Coops helt nye inventarløsning til bageriudsalg.

René Sørensen stopper som brugsuddeler i SuperBrugsen Hammel ved udgangen af oktober. Arkivfoto: CSJ
Se video: