Fond giver en halv million kroner til at udbrede sang på bosteder
Mennesker med udviklingshandicap i Skanderborg, Odder og Aarhus skal have bedre muligheder for at synge og være en del af et kulturelt fællesskab.
»Jamen, jeg er rigtig god til at synge. Og jeg bliver glad af det!«
Så enkelt beskriver Agnete Müller, hvad det betyder for hende at synge. Hun har Downs syndrom, bor på et bosted i Skanderborg og er en af de borgere, som allerede har oplevet fællessangen. Nu får flere mennesker med udviklingshandicap mulighed for at være med.
TrygFonden har bevilget 490.000 kroner til ”Sangglæde for Alle”. Projektet bygger videre på erfaringerne fra et pilotprojekt i 2024 og skal udbrede sangaktiviteter til bosteder i Skanderborg, Odder og Aarhus Kommune. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Initiativtager og leder af Skanderborg Synger, Alice Vestergaard, fremhæver, at alle kan deltage med de forudsætninger, de har.
»Vi gør en indsats for at tilpasse besøgene til det enkelte bosted, så fællesskabet omkring sangen skaber nærvær og giver mening for den enkelte borger,« siger hun i pressemeddelelsen.
Leder af Sangkraft Aarhus, Andrea Krüger Holm, oplever, at fællessangen kan forandre samværet på et bosted.
»Vi ser hinanden i øjnene, bliver følelsesmæssigt og fysisk koordinerede og mere til stede. Nogle sidder klar med sanghæftet. Andre er mere tilbageholdende. Den ene måde at deltage på er ikke mere rigtig end den anden. Det handler om at være med,« siger hun.
Stort potentiale
Sangkraft Aarhus er en selvejende institution, der gennem aktiviteter i børnehaver, skoler og kor forsøger at fremme sangen for både bredde og elite.
Karen C. Jørgensen, der er medlem af TrygFondens repræsentantskab i Region Midtjylland, har selv gennem seks år arbejdet som læge på Landsbyen Sølund. Hun har derfor oplevet på tæt hold, hvad sang kan betyde for mennesker med udviklingshandicap.
»Jeg har set, hvor meget sang betyder for mange af borgerne. Den kan bruges både til fælles aktiviteter og for eksempel til afledning i situationer, der kan opleves som belastende for den enkelte. Derfor er vi rigtig glade for, at vi kan støtte dette gode formål,« siger Karen C. Jørgensen.
Projektet skal ikke kun handle om at gennemføre en række sangaktiviteter. Skanderborg Synger, Odder Musikskole og Sangkraft Aarhus skal sammen med bosteder og musikere undersøge, hvordan sangtilbuddene kan blive en mere varig del af hverdagen.
Erfaringerne fra Skanderborg, Odder og Aarhus skal samtidig bruges til at undersøge mulighederne for at sprede modellen til andre dele af Danmark.
læser
Nu åbner ny bagerafdeling: »Alle kunder siger: ’Hold da ferie, er den SÅ stor«
lige nu