Drop-in dåb har kurs mod ny rekord i Aarhus: »En meget rørende begivenhed«
2026 ser ud til at blive et rekordår for antal drop-in dåb hos Folkekirken i Aarhus.
Når Folkekirken i Aarhus fire gange om året inviterer til drop-in dåb, har præsterne i senere år døbt 70-80 fortrinsvis spædbørn, men i starten af september 2026 er 73 personer allerede blevet døbt ved drop-in dåb i Risskov Kirke og Møllevang Kirke.
Alt tyder altså på, at 2026 bliver et rekordår for drop-in dåb i Folkekirken i Aarhus.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Folkekirken i Aarhus.
Lørdag 12. september inviterer Folkekirken igen til drop-in dåb denne gang i Elev Kirke.
»Jeg har fået et par henvendelser fra nogle, som vil døbes, og det er faktisk nogle der kommer langvejsfra. Det er nødvendigvis ikke nogen som bor i sognet,« siger sognepræst ved Elev Kirke Lene Dahl-Hansen i pressemeddelelsen.
Folkekirken i Aarhus startede med at tilbyde drop-in dåb i 2019, og ifølge sognepræst Lene Dahl-Hansen skyldes den øgede interesse især én ting.
»Jeg tror, at vi er blevet bedre til at fortælle, at der er den her mulighed, at en dåb behøver ikke at være en kæmpestor fest, hvor man skal planlægge tingene lang tid i forvejen, siger hun og fortsætter:
»Jeg tror at rigtig mange efterspørger den her lidt mere rene oplevelse, hvor det kan få lov til at handle om det, det faktisk handler om, og ikke alt det rundt omkring. Nemlig et tilhørsforhold til kristendommen, troen og Gud, Jeg oplever tit, at det er en meget rørende begivenhed.«
Til november inviterer Folkekirken i Aarhus til årets sidste drop-in dåb. Det foregår fredag 6. november fra kl. 15.30 til 17.30 i Ravnsbjergkirken i Viby.
Det er ikke kun drop-in dåb, der er interesse for. Det samme er der for drop-in vielser, lyder det.
26. juni i år inviterede Folkekirken i Aarhus til drop-in vielse i Botanisk Have, Lyseng Kirke og Elev Kirke. Her blev i alt 113 par viet. 27 af dem valgte den lille middelalderkirke i Elev.
Vil man gerne drop-in vies, så skal man huske på forhånd at have bestilt en prøvelsesattest i den kommune man bor i, oplyser Folkekirken i Aarhus.
læser
lige nu