LitteraDjurs samler Djursland om litteraturen
Du kan møde forfatterne Iben Mondrup og Glenn Bech, når bibliotekerne folder litteraturen ud.
Lørdag 12. september inviterer bibliotekerne i Norddjurs og Syddjurs til en litteraturdag hos arbejds- og levefællesskabet Grobund ved Ebeltoft. Her kan publikum møde litteraturen i levende, industrielle rammer, når forfatterne Iben Mondrup og Glenn Bech går på scenen i den gamle fabrikshal, og når bibliotekerne folder litteraturen ud med læsning, samtaler og små aktiviteter, der gør det let at mødes på tværs. Det skriver Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.
LitteraDjurs er et tværkommunalt initiativ, der blev lanceret i 2024 og nu vender tilbage i en ny udgave. Årets overskrift er ”Fællesskab”: Gennem litteraturen sættes der fokus på, hvordan fællesskaber dannes, udfordres og gentænkes – i familier, lokalsamfund og på tværs af generationer. Grobund danner en helt særlig ramme, hvor festivalens indhold spejles i et sted, der har det levende fællesskab som omdrejningspunkt.
Biblioteksleder Lars Lerche fra Norddjurs Biblioteker siger: »I år bruger vi litteraturen som mødested for samtaler om, hvad der binder os sammen.«
Hos Syddjurs Bibliotek supplerer leder Ole Wolf: »Ved festivalen forbinder vi ord, oplevelser og mennesker i et levende fællesskab. Vi håber, at publikum både får stof til eftertanke - og nye relationer med hjem.«
Iben Mondrup er blandt andet kendt for Tabita-trilogien, mens Glenn Bech debuterede med Farskibet (2021) og siden markerede sig med manifestet Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet.
Udover de to forfattermøder rummer dagen vegetarisk fællesspisning i Grobunds store hal samt kaffe og kage og en afsluttende koncert med bandet KIOSK.
Billetter kan købes via norddjursbib.dk og syddjursbibliotek.dk.