Fortsæt til indhold

Kan du se forskel? Den Gamle By har fået nyt logo – og slogan

Den Gamle By fornyer sin visuelle identitet for at favne både de historiske bygader og de digitale mødesteder, hvor museet i stigende grad møder sit publikum.

Kultur og byliv

Den Gamle By har brugt mere end 100 år på at bevare fortiden. Nu forandrer museet sit eget udtryk. Med en ny brandidentitet, specialtegnet typografi og sloganet ’Mærk historien’ vil den aarhusianske kulturinstitution forny sin kommunikation til omverdenen.

»Museets eksisterende visuelle identitet går tilbage til 1997, hvor mødet med en kulturinstitution primært foregik gennem skilte, tryksager og det fysiske besøg,« lyder det i en pressemeddelelse fra Den Gamle By.

»I dag kan første møde med Den Gamle By lige så godt være få sekunders video på en mobiltelefon. Samtidig er museet vokset. Nye tidsperioder og fortællinger er kommet til, og Den Gamle By spænder i dag fra historiske bygninger og håndværk til 1970’erne og den helt nære fortid,« lyder det videre i pressemeddelelsen.

Øverst er det nye logo. Fotos: Presse (øverst)/AdobeStock (nederst)

Museet har fået sin egen specialtegnede skrifttype, mens den karakteristiske, smalle og sammentrukkede skrifttype fra det eksisterende logo er bevaret og tegnet på ny.

Resultatet er et samlet designsystem, der skal fungere fra skiltene i de historiske gader til sociale medier, video, kampagner og de små digitale flader, hvor mange i dag møder Den Gamle By første gang.

»Vi skal passe på historien, men Den Gamle By selv er i evig udvikling. Vores opgave har altid været at gøre fortiden levende for mennesker i den tid, de selv lever i. Derfor handler det her heller ikke om at blive en anden Den Gamle By. Det handler om at tale endnu tydeligere til vores gæster og om at vise, hvem vi er, og hvorfor historien stadig vedkommer os,« siger museumsdirektør Julie Rokkjær Birch i pressemeddelelsen.

Det nye slogan ’Mærk historien’ henviser på den ene side til det helt konkrete særkende ved Den Gamle By, hvor historien kan opleves gennem duft, smag, lyd og berøring. Man kan gå ind i hjemmene, møde mennesker, følge håndværket og selv bestemme, hvor nysgerrigheden fører én hen. Men ”Mærk historien” handler også om at gøre historien vedkommende for mennesker i dag.

»Historien bliver for alvor interessant, når vi opdager, at den også handler om os selv. Vores hverdag, værdier og fællesskaber kommer et sted fra. Hvis vi kan bringe fortiden så tæt på, at den giver et nyt blik på det liv, vi lever nu, så bliver historien både levende og relevant. Det er den rolle, vi gerne vil spille endnu stærkere fremover,« siger Julie Rokkjær Birch.

Se video: