Fortsæt til indhold

Lukkeloven spolerede omsætningen i Peters kiosk, men så sadlede han om, og 25 år senere er han her stadig

Peter Aschelund fejrer 25 års jubilæum som butiksdrivende i Hadsten.

Kultur og byliv

14. september 2001 overtog Peter Aschelund kiosken i Søndergade i Hadsten. Han husker tydeligt datoen, fordi det var tre dage efter terrorangrebet mod USA.

Butikken var en typisk kiosk med aftenåbent og åbent i weekenderne, hvor man blandt andet kunne købe slik og leje videofilm gennem kæden Bogart, som Peter Aschelund havde været bestyrer for.

Hadsten Døgnkiosk, som den hed, levede godt af at være den eneste butik i byen, der havde åbent om aftenen og i weekenderne. Det ændrede sig med den gradvise liberalisering af lukkeloven, som i begyndelsen af 00’erne tillod dagligvarebutikker at holde oftere og længere åbent.

»Vores salg om aftenen og i weekenden forsvandt, og så måtte vi finde på noget andet,« fortæller Peter Aschelund, der blev medlem af Skjold Burne-kæden, sadlede om og begyndte at sælge vin, spiritus, te, kaffe, chokolade og andre specialiteter.

Det gør han stadig i Søndergade 12 i Hadsten, hvor butikken i denne måned fejrer 25-års jubilæum.

Skjold Burne har en central beliggenhed i Søndergade i Hadsten. Foto: jr

»Butikslivet har det svært, fordi man med få tryk på knapperne kan bestille på nettet, men vi har en styrke i at kunne give en personlig betjening. Folk vil gerne snakke og vejledes, og når man for eksempel skal holde fest, kommer kunderne med menuen, og så kan vi sammensætte en vinmenu, der passer til. Det er sværere at gøre på nettet. Folk sætter desuden stor pris på, at vi tager vin retur. Det kan være svært at forudsige, hvor varmt eller koldt det bliver, og om der bliver drukket meget hvidvin eller rødvin,« fortæller butiksjubilaren.

Peter Aschelund har beholdt Skjold Burne-navnet, selv om kæden ifølge ham er mere eller mindre nedlagt, og han selv foretager alle sine indkøb. Han hælder meget til danske specialiteter som for eksempel chokolade fra Summerbird og Frellsen og lakrids fra Bülow. Specialbutikken i Hadsten gør også en dyd ud af at have danskproduceret vin og spiritus på hylderne og hovedsagelig danske specialøl.

Kunderne kan blandt andet finde frugtvine fra Andersen Winery, der holder til på Mols, men oprindelig blev etableret ved Hadsten, hvor stifteren bor. Peter Aschelund bor privat på landet syd for Randers, og Cold Hand Winery ved Randers er også blandt indehaverens favoritter.

Peter Aschelund har mange danske og lokale specialiteter, også indenfor vin og spiritus. Her står han ved butikkens afdeling med frugtvine fra Andersen Winery. Foto: jr

»Vi vil gerne have danske produkter og har også meget forskelligt danskproduceret spiritus.«

Peter Aschelund driver butikken alene med lidt hjælp fra sin kone, og han har ingen planer om at stoppe lige foreløbig, selv om han til oktober fylder 67 år.

»Jeg regner med snildt at være her 4-5 år endnu. Byens borgere er gode til at støtte op, og jeg kender mange af kunderne, hvilket gør det sjovt at være her. Det har været en spændende rejse og 25 år med gode oplevelser og gode aktiviteter med handelsstandsforeningen.«

Peter Aschelund er for tiden med i bestyrelsen i Hadsten Handel og har valgt at fejre sit jubilæum i forbindelse med eventen Herrefed Aften i Hadsten fredag 11. september kl. 17-20. Søndergade bliver fyldt med diverse nye og gamle biler, og ved Sundhedshuset kommer der hoppeborg og guldgravning. Flere af byens restauranter og caféer holder længe åbent sammen med butikkerne, og man kan købe fadøl fra lokale JM Bryg og kaffe fra Lindegården.

Skjold Burne holder længe åbent sammen med de andre butikker, men allerede fra morgenstunden kan man komme ind i specialbutikken og få smagsprøver på chokolade og lakrids og særlige vine i anledning af 25-års fødselsdagen.

Der bliver også mulighed for at hilse på indehaverens kone, børn og svigerbørn, som i løbet af dagen hjælper til i butikken.

Se video: