Byens nye spillested åbner med gratis koncerter for alle
På søndag 13. september kan alle opleve Trains store nye lokaler i Sydhavnen og høre den gode lyd på stedet.
»Vi inviterer alle aarhusianere indenfor i vores nye lokaler, som vi virkelig glæder os til at vise frem og sætte strøm til,« siger direktøren for Train, Carsten V. Nielsen.
Ud over at se lokalerne kan gæsterne glæde sig til at opleve spirende talenter fra Grobund Bandakademi og den fremadstormende Isabella Dayyani på den nye scene, når de spiller koncerter i løbet af eftermiddagen.
Der er bygget to helt nye koncertsale.
Den store hedder Train og har en kapacitet på ca. 1.500 gæster ved billetsalg og op til 1.650 i alt.
Salen har balkon, publikumsområde med flere niveauer, en stor scene, moderne lyd, lys og skærmteknik samt topmoderne backstage- og produktionsfaciliteter.
Sal 2 er blevet døbt Track, og her er kapaciteten på cirka 350 gæster ved billetsalg og op til 400 i alt.
Salen er akustikreguleret, med nyt lyd- og lys-system - og indrettes med fleksibilitet til flere typer af opstilling og indhold.
Begge sale kan bruges til liveindspilninger, kurser, undervisning og kompetenceudvikling. Man kan holde koncert i dem begge uden at høre det, der foregår i den anden.
I direkte forlængelse af Train etableres Lydbyen/Lydhavnen med studie-, produktions- og lydfaciliteter, hvilket styrker koblingen mellem livekoncert, indspilning og professionel musikproduktion.
»Train er drevet af en urokkelig skabertrang, kærlighed til musikken og ikke mindst lysten til at skabe uforglemmelige musikoplevelser. Det har længe været en drøm at udvide rammerne for musikken i Aarhus. Det er nu blevet en realitet på Sydhavnen, hvor vi med to nye topmoderne koncertsale, opdaterede faciliteter til publikum, musikere og produktion kan åbne for et helt nyt kapitel i byens musikliv,« siger direktøren.
Kulturbyen Sydhavnen
Med to nye koncertsale på en central placering i Aarhus’ nye kulturbydel i Sydhavnen er Train et musikalsk kraftcenter.
Spillestedet bliver en af de bærende kulturaktører i Sydhavnen, hvor Aarhus Kommune ønsker at skabe en levende bydel med kunst, kultur, kreative erhverv og social bæredygtighed.
Projektet har været undervejs i otte år og forventes samlet at koste omkring 45 mio. kr. i etableringsomkostninger.
læser
lige nu