Kulturens Dag: »Kulturen bliver ekstra sjov, når vi deler den med hinanden«
Kulturens Dag fejres i år med kulturbanko, maleworkshops, slangekig, ordlege, musik, gadeteater, kunst, dans, sang, vandring, foredrag og koncerter.
Der er meget at vælge imellem både for børnefamilier og for de voksne, når Galten, Skanderborg, Ry og Hørning udfolder programmet for årets Kulturens Dag ud fra ordlyden: Kultur er noget vi deler. Det fortæller Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Alle er velkomne til at deltage aktivt, men man er også velkommen til at komme for bare at nyde og opleve de kulturoplevelser, der deles ud af. Dog er tilmelding til banko og vandring i Skanderborg nødvendig.
Programmet viser i den grad, at arrangørerne er gået sammen på tværs af daglige aktiviteter og rammer. Eksempelvis kan man i år synge kanon i en kano i Ry og kreere ORD-træer i Hørning.
KulturBanko i Skanderborg er også et nyt initiativ, der er værd at prøve – ikke mindst fordi præmierne er kulturoplevelser. I Galten bliver bogormene udskiftet med krybdyr i Biblioteket, og som en af de mere rolige aktiviteter, skal byens scene udsmykkes.
Anne Heeager, formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, ser frem til at se om ændringen af Kulturens Dag fra de tidligere års fredag til en lørdag vil trække flere folk til og »håber, at borgerne vil dele dagen med hinanden,« siger hun. »Der er virkeligt tænkt ud af boksen i alle fire byer i år, og derfor skal der lyde en stor tak til alle jer lokale kulturfællesskaber og kulturinstitutioner, der har brugt tid og kreative kræfter på at skabe en ny og anderledes Kulturens Dag. Jeg håber, at alle vil tage godt imod – og at særligt børnefamilierne griber de muligheder, der er skræddersyet netop til dem denne lørdag. Og husk nu, at dele oplevelserne med familie og venner eller spørge naboen, om I ikke skal tage af sted sammen. Kulturen bliver ekstra sjov, når vi deler den med hinanden.«
Du kan hente det samlede program og byernes individuelle program på skanderborg.dk/kulturensdag.
læser
lige nu