Fortsæt til indhold

Hyggelig specialbutik åbner endnu en forretning om hjørnet midt i Aarhus

Det går så godt i Jægergårdsgade, at butikken nu også åbner i M.P. Bruunsgade.

Kultur og byliv

For 25 år siden købte Marianne Birkmose og hendes mand ejendommen i Jægergårdsgade 5 for at bo i en lejlighed, og for fem år siden fik hun chancen for at få en drøm om egen butik i stueetagen opfyldt.

Hun åbnede Birk Interiør i 2021, siden Birk Kaffe, og i sommer kom gårdhaven til. Men det stopper ikke her.

Marianne Birkmose har brug for mere plads og åbner derfor nu ud over Birk Interiør og Birk Kaffe også Birk Store. Foto: Tahmasbi

Nu slår Marianne Birkmose dørene op til endnu en specialbutik i Aarhus: Birk Store i M.P. Bruuns Gade 46 MF.

»Vi har allerede mange gode danske kvalitetsbrands i interiørbutikken i Jægergårdsgade, men vi synes, de fortjener mere og bedre plads,« siger indehaveren af de tre Birk-butikker.

»Samtidig vil vi gerne tilbyde flere produkter til vores kunder inden for beklædning, sko og tasker.«

I Birk Store byder Marianne Birkmose kunderne velkommen i et stemningsfuldt lokale med fokus på ro, æstetik og overskuelighed. Alle produkter er nøje udvalgt og er primært danske brands med fokus på langtidsholdbarhed, kvalitet og naturlige farver.

Missionen er klar: at skabe en garderobe med favoritter, der kan bruges igen og igen.

Hun tror på den fysiske butik i kombination med webshop, og indehaveren er både glad og taknemmelig for den opbakning, hun oplever i lokalmiljøet, hvor kunderne vender tilbage igen og igen.

Den første interiørbutik ligger i Jægergårdsgade 5 og har gjort det i fem år. Før det var der frisørsalon. Foto: Anne Strange

»Folk forstår, at de skal komme i butikkerne, hvis butikkerne skal forblive en del af byen. Samtidig oplever vi, at vores kunder mærker, at den mindre specialbutik kan give anderledes oplevelser,« siger Marianne Birkmose.

I Birk Store kan man opleve primært dansk beklædningsdesign og accessories i tidløse styles.

Der vil samtidig være genkendelige træk på tværs af de tre butikker, hvor f.eks. møbler og keramik dukker op flere steder. Med beklædningen samlet i Storebutikken og keramik og interiørdesign i Interiørbutikken frigives der plads.

Den åbner fredag 18. september kl. 14-20.

Se video: