Da budgettet voksede med 150 millioner kr. forlod Gitte Ørskou toppost. Nu går hun i Brabrand og øver sig på noget svært

Gitte Ørskou har for nylig forladt direktørkontoret på Moderna Museet i Stockholm, der anses for at være Nordens største indenfor moderne kunst.

Det er så nyt, at hun stadig taler i nutid om, ”hvad vi gør” på museet. Selv om det er fortid og helt efter hendes eget ønske.

»Jeg pakker stadig flyttekasser ud, så jeg ved endnu ikke rigtig, hvordan det er ikke at arbejde. Jeg går og vænner mig til at være hjemme igen i Brabrand og ”kun” at have syv bestyrelsesposter at passe,« siger 54-årige Ørskou.

Det er 17 år siden, hun forlod et inspektørjob på Aros for at blive direktør på Kunsten i Aalborg. Men hendes chef og kolleger fra dengang har på ingen måde glemt hverken hende eller hendes bedrifter.

Mens den succesfulde kvinde går hjemme i Brabrand og øver sig på noget, hun i dag finder yderst nødvendigt, ser vi et øjeblik tilbage på, da det begyndte.

Det var nok egentlig, da pigen fra Frejlev fik sit livs første oplevelse med kunst på museet Kunsten i Aalborg og senere valgte at læse kunsthistorie på Aarhus Universitet.

Da arbejdslivet ramte, var det med en kort periode på Esbjerg Kunstmuseum. Gitte Ørskou gjorde derefter sin entré på Aarhus Kunstmuseum som inspektør, hvor hun hurtigt brændte så meget igennem, at den daværende direktør Jens Erik Sørensen tilbød hende en plads i ledelsen og betroede hende store opgaver.

Inspektøren havde født sit første barn bare fem måneder før ansættelsen, men tog ufortrødent til Berlin med en brystpumpe for at forberede sin første udstilling, ”Hollywood Revisited”. Den gik rigtig godt.

Da Aros, der åbnede i 2004, skulle etableres, rejste Gitte Ørskou ud i verden og var med til fremsynet at erhverve et lysværk af James Turrell og spejlrummet af Olafur Eliasson. Begge værker befinder sig stadig blandt De Ni Rum på museets nederste etage. Og begge kunstnere har siden sat stærke aftryk på Aros med henholdsvis den nye underjordiske dome ude i parken og Regnbuen på taget.

Men længe før det tog Gitte Ørskou igen ud i verden, fordi hun skulle stå for en Olafur Eliasson-udstilling på Biennalen i Venedig.

»Det er by far den største udstilling i verden, og det var en meget stor opgave for mig. Jeg husker, hvordan vi stod på taget af en pavillon ved åbningen og så pressen strømme ind. Jeg boede i Venedig i seks uger og mødte et væld af internationale kolleger som for eksempel, når vi lånte en hammer af dem i nabopavillonen,« mindes hun.

Hun var 31 år på det tidspunkt.

»Den opgave var meget definerende for mig. Billedkunstcenteret, der stod for udstillingen, lukkede, så jeg stod ret alene med det hele. Derefter var andre opgaver nemmere for mig.«

Samarbejdet med den anerkendte Olafur Eliasson fortsatte, og Gitte Ørskou nåede at føde sin første datter andrea 10 dage før, inspektøren åbnede en udstilling med den dansk-islandske kunstner på Aros.

»Vi skulle spise frokost med dronning Margrethe. Heldigvis sov Andrea, og hun vågnede først, da dronningen forlod museet,« ler den nordjyske arbejdshest.

I 2009 rejste hun med sin chefs fulde opbakning videre i sin karriere, men geografisk tilbage til Aalborg. Denne gang i jobbet som direktør på Kunsten.

Der fortsatte Gitte Ørskou med at udfolde sine evner til at skabe store besøgstal og nå en bred målgruppe.

»Det museum åbnede døren til kunsten for mig, og så kan jeg tale nordjysk og snakke med om det, der foregik i byen. Vi skaffede 150 millioner kroner til en stor renovering, der transformerede bygningen og identiteten og skabte det museum, der er i dag,« forklarer direktøren.

Men midt i det skulle Aros i 2013 have en ny direktør efter Jens Erik Sørensen. Det kom bag på mange, at Gitte Ørskou ikke vendte hjem til Aarhus og indtog posten.

I stedet for at komme tilbage til Aros scorede hun nogle år senere et topjob på Nordens største kunstmuseum i Sverige som direktør på Moderna Museet i Stockholm.

»I dag forstår jeg godt, at bestyrelsen på Aros her i Aarhus gerne ville prøve noget nyt og derfor ikke valgte hende. Og måske var det bedre for Gitte at komme til Stockholm, selv om jeg var ked af det, da hun rejste til Sverige,« siger Jens Erik Sørensen, der så hendes evner og gav hende mulighed for at vokse.

»Jeg har været meget glad for Gitte. Hun var præcis og hurtig, og hendes profil står skarpt. Hun var klar til et job som det på Moderna, allerede da hun forlod Aros,« roser han hende.

Selv siger Gitte Ørskou, at skiftet fra Kunsten til Moderna kom, fordi tidspunktet var helt rigtigt.

»Jeg er blevet spurgt af andre museer i udlandet gennem min tid i Aalborg, men pludselig passede timingen, så jeg var klar og søgte Moderna. Det tog meget lang tid med tests og psykologsamtaler, før jeg fik jobbet,« forklarer hun.

På det stockholmske museum fik hun ansvaret for en samling på hele 130.000 værker, 11 konservatorer, et team af registratorer og tre fotografer.

Denne gang skulle familien flytte med Gitte Ørskou, men først skulle hun pendle, indtil den ældste datter afsluttede folkeskolen og kunne begynde i svensk gymnasie. De to voksne sønner blev i Danmark.

Corona kom på tværs af planerne, så flytningen blev udskudt i to år, hvor vi alle skulle blive mest muligt hjemme. Når direktøren mødte ind på Moderna, var der ikke flere end fire medarbejdere ad gangen, så det var en usædvanlig tid.

Familien fandt en dejlig lejlighed i Stockholm, som de kom til at holde meget af. Pigerne lærte både sproget og kulturen, men ville hen ad vejen hellere tilbage til den danske skole, så de tog sammen med deres gymnasielærer-far hjem til Brabrand.

»Vores søn havde et sabbatår og kom op og boede sammen med mig i Stockholm, hvor han fik gode venner. Vi har holdt mange ferier og fridage sammen deroppe, så vores børn taler svensk og har lært, at verden er større end Aarhus. Det har indimellem været hårdt, men vi har lært meget af det. Og det var svært at forlade,« siger familiemennesket.

På jobbet var der også nok at se til.

»Mit fokus var på at skabe et bredere publikum og komme i kontakt med folk, der ellers ikke kom. Et museum er mere end det enkelte værk, der hænger på væggen. Hvad er det for en dialog, vi vil have? Hvad skal vi lægge oven på den høje kvalitet og den bedste kunst i verden?« spørger hun retorisk.

Det lykkedes Gitte Ørskou at finde nogle af svarene og øge besøgstallet. Museet fik for nylig en pris, Svensk Form, for foyeren, som Gitte Ørskou syntes var meget afvisende.

»Vi installerede sidste år en dobbelt rutsjebane, der er udført af tyske Carsten Höller,« ler hun og taler om to 39 meter lange spiralformede rutsjebaner fra museets tag og ned til vejen med et fald på 15 meter.

Direktørens opgave på Moderna tog en drejning, da den svenske stat besluttede at lægge ArkDes, det svenske nationalcenter for arkitektur og design, og Statens konstråd ind under Moderna, hvis budget voksede fra 230 til 380 millioner kroner, og antallet af fastansatte medarbejdere gik fra 150 til 230.

»Det har været intenst – virkelig intenst, så derfor var det et godt tidspunkt for mig at stoppe. Jeg havde kun to år tilbage af mit forløb, så jeg kunne ikke nå at lave det lange, seje træk, som sådan en forandring kræver. Det er jeg og den politiske ledelse enige om,« fastslår Gitte Ørskou og kalder sit exit udramatisk.

»Da jeg lukkede og slukkede, kunne jeg med ro i sjælen sige, at vi var der, hvor vi kunne være efter de første udfordringer med Corona og de nye, som består i at lægge to organisationer ind under Moderna,« forklarer Gitte Ørskou.

Hvor efterlader det karrierekvinden 25 år efter med masser af succes?

»Det er en kærkommen lejlighed til at træde lidt tilbage og få noget fokustid. Jeg går og øver mig på at sige nej. Det har jeg ikke været god til, men det er i denne uge lykkedes mig at afvise tre tilbud om bestyrelsesposter,« fastslår hun med et stort varmt smil.

Vi møder aarhusianeren mellem mange flyttekasser og masser af kunst, der skal placeres i familiens aarhusianske hjem, efter at de har forladt deres elskede lejlighed i Stockholm.

Det har været en luksus at bo begge steder, men det er også rart, at familien er samlet igen.

Nu kan hun som noget helt nyt gå og øve sig i det svære nej. Og så kan hun for første gang siden ungdommen genoptage tennis. Det gør hun sammen med sin mand. Tirsdag er tennisdag, men ikke i denne uge, for Gitte Ørskou sagde ikke nej til os, da vi foreslog et interview.

»I dag måtte han selv klare den opgave,« ler hun, idet han træder svedig ind ad døren.

»Nu er Gitte gået ned på halv tid, så hun arbejder kun 40 timer om ugen,« siger han på sin udtalte lune facon, mens han finder de vafler, hans kone troede var forsvundet på mystisk vis, fordi de ikke lå på deres sædvanlige plads.

»Hvis nogen har fortjent at holde lidt fri, er det helt sikkert dig,« smiler han fra øre til øre, mens han giver hende vaflerne.

Efter et øjebliks vaffelpause og en aftale om, at nu skal de have hængt noget af den kunst fra lejligheden op i huset, vender Gitte Ørskou tilbage til sin jobsituation.

»Jeg er nysgerrig på, hvad jeg skal nu. Jeg er 54 år og har mange år tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg har brugt ufattelig mange timer i døgnet på at arbejde, fordi det var spændende. Jeg kan godt lide at lede, og jeg er god til det, så jeg skal da nok på et tidspunkt have et nyt stort operativt job med ansvar,« uddyber hun.

Indtil nu er hendes tid brugt på at arbejde og på familien – alt andet har måttet vente. Indtil nu.

»Jeg er begyndt at skrive lidt igen, mens jeg går og mærker efter. Og samtidig passer jeg mine syv bestyrelsesposter. Man bliver ikke hovedrig i min branche, men i kraft af bestyrelsesarbejdet kan jeg tillade mig at holde en tænkepause.«

Gitte Ørskou kan måske som så mange gange før regne det ud, så det næste bliver det bedste.