Fortsæt til indhold

Aarhus og Moesgaard spiller stor hovedrolle i ny tv-serie

Også musikken i den nye serie har aarhusianske rødder.

Kultur og byliv

En ny dansk familieserie på DR får både Aarhus og Moesgaard Museum som en central del af handlingen.

Serien ’Aros Skattens Hemmelighed’ tager seerne med på en skattejagt med rødder i vikingetiden. Dele af serien er optaget på Moesgaard Museum, som også har bidraget til produktionen. Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Handlingen begynder netop på museet, hvor den 15-årige Frida under en udflugt finder en sjælden sølvmønt fra vikingetiden. Fundet bliver startskuddet til jagten på den sagnomspundne Aros-Skat, som måske er mere end blot en gammel fortælling.

Sammen med sin bror Bjørn og deres far Jens, der tidligere har arbejdet som arkæolog, følger Frida sporene efter et guldsværd. Ifølge seriens fiktive fortælling kan sværdet gemme på hemmeligheden om, at Harald Blåtand dræbte sin bror Knud for selv at blive konge af Danmark.

Familien er dog ikke alene om at jagte skatten. Den karismatiske rigmand Stig Marsk og hans frygtindgydende håndlanger med tilnavnet ”Damperen” forsøger også at komme først.

Optaget på Moesgaard Museum

’Aros Skattens Hemmelighed’ er blevet til i samarbejde med Moesgaard Museum, og dele af optagelserne har fundet sted på museet syd for Aarhus.

Dermed udspiller fortællingen sig tæt på de genstande, steder og historiske begivenheder, som har været med til at forme Danmark. Ambitionen er ifølge DR at gøre vikingetiden levende og nærværende for både børn og voksne.

»Når fiktion og historie mødes, kan der opstå en særlig form for nysgerrighed. Forhåbentlig giver serien flere børn og voksne lyst til at gå på opdagelse i vores fælles historie – og måske endda med en metaldetektor under armen,« siger Lene Mailund Mikkelsen, der er producent på serien for DR B&U.

Aarhus sætter også sit præg på seriens lydside. Titelsangen er skrevet af den aarhusianske sanger og sangskriver Soleima og skal bidrage til seriens blanding af spænding, mystik og eventyr.

På rollelisten er blandt andre Anders Grau, Jens Jørn Spottag, Ken Vedsegaard og Sara Fanta Traore.

Aktiviteter i efterårsferien

I forbindelse med serien bliver der i efterårsferien arrangeret forskellige aktiviteter på Moesgaard Museum.

Her bliver der blandt andet mulighed for at møde seriens unge skuespillere og få autografer. Gæsterne kan også prøve kræfter med en metaldetektor.

VisitAarhus udarbejder desuden en guide, der giver børn og voksne mulighed for selv at følge i fodsporene på ’Aros Skattens Hemmelighed’.

Alle seriens fem afsnit bliver tilgængelige på DRTV 3. oktober klokken 6.00.

På DR1 vises de første to afsnit 3. oktober klokken 19.00. Afsnit tre og fire sendes 10. oktober, mens femte og sidste afsnit bliver vist 17. oktober på samme tidspunkt.

Se video: