Svensk modegigant afslører: Denne dag åbner ny butik
En af Europas førende modevirksomheder med cirka 430 butikker på 17 markeder slår inden længe dørene op til mærkets blot tredje butik i Danmark.
Den svenske mode-gigant Lindex åbner en forretning i Aarhus C. Nærmere bestemt i Søndergade 26, der tidligere husede Sportmaster.
Lindex har i forvejen to fysiske forretninger i Danmark – i Rødovre og Odense – og ser Aarhus som et oplagt sted at styrke mode-gigantens position i Danmark. Det har kommunikationschef i Lindex, Kristina Hermansson, tidligere fotalt til avisen:
»Vi ser et stort potentiale i Aarhus, og vi ser frem til at styrke vores fysiske tilstedeværelse med vores tredje forretning på det danske marked. Den her åbning gør det muligt at nå endnu flere kunder. Vi er glade for at kunne byde endnu flere kunder velkommen til Lindex-brandet og vores svenske designs.«
Nu kan selvsamme kommunikationschef så løfte sløret for den nye butiks åbningsdato
»Vi er glade for at kunne dele, at vores nye Lindex-butik i Aarhus åbner fredag 16. oktober klokken 10.00. Vi glæder os meget til endelig at kunne byde aarhusianerne velkommen,« skriver hun i en mail til redaktionen.
Hun afslører desuden, at der efter klipning af båndet til butikken vil være særlige aktiviteter henover åbnings-weekenden og »treats« til kunderne, som hun skriver.
Den nye forretning bliver på cirka 900 kvadratmeter, fordelt på to etager. Butikken vil tilbyde Lindex’ undertøj, børnetøj og dametøj.
Med åbningen af Aarhus-butikken er Lindex’ ekspansion i Danmark højst sandsynligt ikke ovre.
»Vores langsigtede mål er et fortsætte væksten i Danmark, og vi ser hele tiden på muligehder for at udvikle både vores fysiske tilstedeværelse samt vores online-tilbud for at møde vores kunders efterspørgsel,« har Kristina Hermansson tidligere fortalt til avisen.
Lindex er en af Europas førende modevirksomheder med cirka 430 butikker på 17 markeder samt onlinesalg.
læser